Karen West

Indvandrerkvinderne med på Femølejren - så er det slut med “bøjede nakker” fra den front!

8. februar 2010 – 09:50

Ja, til grin kan man altid blive, og det blev Villy Søvndal og Henrik Dam Kristensen med deres udtalelse om mødremøderne på Holbergsskolen.

Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg er vanen tro selvfølgelig også hældt ud for deres bombastiske udmeldinger i “sagen”, eller hvad man nu skal kalde det eller den.

Indrømmet reagerede jeg da også umiddelbart på beskeden om, at mænd forbød deres kvinder i at deltage i fælles forældremøder, fordi fremmede mænd ikke må beskue deres yndigheder.

Mage til kvindeundertrykkelse skal man da lede længe efter, hvis det var det, der skyldtes, at der blev indbudt til disse mødremøder. Næ, det var nu ikke hele sandheden, for det her handlede jo så også om børnene og mobning, så uanset hvad der måtte være årsagen til initiativet, så var og er det en god idé også at samle mødrene, når man vil have en snak om børnene.

Min påstand er så, at hverken SF’s Villy eller S’s Henrik Dam går muslimkritikernes ærinde. De reagerede, som jeg selv i første omgang, og så var den bagvedliggende debat ligesom så mange andre gange forstummet.

Den blev tacklet forkert og for bombastisk, ingen tvivl om det.

Men tilbage til kvindernes situation, som måske, måske ikke, skyldes himmelråbende undertrykkelse.

Som modsvar på tosserierne blev mødremøderne så sammenlignet med kvindelejren på Femø, som for mange år siden, engang i 70′erne, opstod, fordi kvinder ville mødes og styrke sig selv, lægge strategier, få mod til at tage kampen op mod et mandsdomineret samfund. Det lykkedes, vi har sejret ad helvede til, og nu er det så vores “søstres” tur til at sætte patriarken på plads.

Vi skal simpelthen have de kvinder, der holdes nede af mandslinge, med på kvindelejr, lægge strategier, give dem mod og styrke til at få den selvstændighed, der kan gøre dem i stand til at sige fra overfor undertrykkelse.

Jeg kan huske, hvor bange og rasende mange mænd var dengang, kvinderne vinkede farvel ved havelågen, og sammen med børnene og en rygsæk drog de på kvindelejr. Kampen startede her, og de vendte hjem stærkere og med søstrenes opbakning med i bagagen. Hjemme fik de geisten via kvindemøderne, og så gik det ellers derudaf.

Jeg tror, jeg vil gøre det til en fast regel, at denne note ikke skal handle om angreb på en bestemt religion, men alene handler om kvindeundertrykkelse. Diskuter kulturen, for jeg ved, at nogle af vores mest troende muslimske “søstre” går til møder, tager uddannelse og færdes uforfærdet blandt det mandlige køn.

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (12)

Mungo Park’s teaterchef Martin Lyngbo, 36 år, går ind for arrangerede ægteskaber! Den danske kulturelite i oldefars fodspor!

6. februar 2010 – 10:41

Jeg bliver nødt til at indrømme, at det er en klar underdrivelse at påstå, at morgenkaffen kom galt i halsen, fordi koppen nåede aldrig munden. Forstenet og med tusind tanker er nok mere rammende, da jeg så overskriften på interviewet med Martin Lyngbo på forsiden af dagens Politiken, debatsiderne.

I første omgang bladrede jeg hurtigt videre, og til min glæde, men også med en god portion ærgerelse, læste jeg om fire muslimske unge dygtige kvinder, der til trods for deres gode uddannelser, alligevel oplevede vores land som fremmedfjendsk. Intet nyt under den sol, men de skal nok klare sig, disse selvstændige unge kvinder. Keep on gooing!!

Tilbage til debatsektionens forside. Jeg måtte igennem interviewet.

Her var en ung mand, der kunne være min søn, og som med sine blå øjne erklærede, at arrangerede ægteskaber er en god ting.

Jeg har meget lyst til at stille Martin Lyngbo nogle spørgsmål, som journalisten så ikke stillede, der var vel næppe heller plads, eller måske vidste hun det ikke eller havde ikke fattet en brik.

Når forældre er med til eller alene vælger ægtemage, så vil de jo automatisk få et medansvar for, at ægteskabet fungerer, har du tænkt på det Martin?

Når man har et medansvar for noget, så vil man jo så også gøre sit yderste for, at det skal gå godt, og at ens egen levering til aftalen, repræsenterer det bedste for “køber”.

Hvad sker så lige?

Vil forældre så i højere grad præge den unge til at være et unikt eksemplar på markedet?

Hvad er det, der er kendetegnet for et unikt eksemplar?

Svaret kender vi alle, for i tusinder af år herhjemme og stadig i mange andre samfund verden over, var(er) en ubesmittet, dydig og ren kvinde i højere kurs end hende, der render rundt med fyrene nede på gadehjørnet.

Har du tænkt på det, Martin?

Så hvordan vil du så opdrage dine piger Martin, når du nu skal ud og sælge det, der er dig allermest dyrebar?

Hvad med drengene, de “arrangeres” også, men hvordan var det herhjemme dengang med arrangerede ægteskaber. Hvem var det, der gik i byen? Hvem var det, der bestemte i huset? Hvem er det, der bestemmer i de ægteskaber, som er arrangerede?

Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det igen. Min mor var “uskyldsren”, da hun mødte min far. Hun var en god vare, og min far måtte da også stå skoleret foran min morfar, før han fik hans ja. Han leverede så til gengæld “varen”.

Nej venner, længere siden er det ikke, og min mor har, helt sikkert, aldrig kendt andre mænd end min far.

Men vi skulle, os børn, i hvert fald have vores frihed, mente begge mine forældre. Så nu sidder jeg så her og læser om en ung knøs, der vil gå morfars ærinde.

Og så vil jeg til sidst nævne til alle jer, der konstant blander religion ind i debatten. Se her venner, det er et kulturskifte i sin yderste konsekvens. Kvindeundertrykkelse er et kulturelt fænomen, og måtte nogle føle for at arbejde for ligestilling, så angrib kulturen.

Martin Lyngbo er et glimrende eksempel på dette skift. (snøft)

Af admin | Gemt i Kvindekamp!, kvindeundertrykkelse | Kommentarer (19)

Kristina Aamand tør - hvor andre tier - eller flytter fokus!

2. februar 2010 – 12:03

Politiken’s Olav Hergel bringer i dag et helsides interview med sygeplejerske, socialrådgiver, forfatter og brevkasseredaktør af ny.mødom.

Kristina er en brav kvinde, der tør udfordre den kultur, der forlanger, at unge kvinder skal være jomfruer indtil brudenatten. Hun kæmper for kvinders selvbestemmelse og retten til at bestemme over egen mødom.

Det kan man læse mere om på hendes hjemmeside: ny.mødom.dk

I interviewet siger hun: Hver gang jeg bringer emnet på bane, er der ingen moderate politikere, der gør det til deres sag. Det er Dansk Folkeparti, der putter sagen i en kontekst, hvor det ikke handler om at hjælpe kvinderne, men om at gøre det til en hetz mod muslimer!

Og det er nemlig lige præcis det, der sker hver gang, man tager en debat om kvindeundertrykkelse i de etniske miljøer op. Når DF’ere galer op og går til angreb mod Islam, så forsvinder sagen fluks og tilbage er en forplumret religionsdebat.

For på den anden side af “voldgraven” befinder alle indædte DF hadere sig, som så kommer til at fremstå, (og måske også er det??) , som tilhængere af, at emnet ikke er til diskussion. Al debat kommer fra den side til at handle om DF’s racistiske udtalelser, hvad de ofte også er. Men der er jo sådan set ikke noget racistisk i at påpege, at alle kvinder, hvad enten de er muslimer, kristne eller jøder, selv skal bestemme over deres egen seksualitet.

Når man så påpeger den vinkel, så påstås det fra islamkritikere, at det er Islam’s skyld, og debatten præges af had og modvilje mod vores muslimske medborgere. Og helt derud, hvor de beder alle muslimer om at rejse! Hvad har det dog med sagen at gøre??

Fra DF hadere påstås det, at man går DF’s ærinde, og at problemet slet ikke eksisterer, og hvis man påstår, det eksisterer, så er det nok fordi, man alligevel går DF’s ærinde.

De muslimer, der faktisk er tilhængere af, at sex er forbudt før ægteskabet ( i hvert fald for kvinder), får lov at præge debatten. Måtte der være en kvinde eller mand, der mener, at muslimer har ret til et kærlighedsliv før ægteskabet, præger de i hvert fald ikke debatten, fordi de så får at vide, at de er dårlige muslimer.

Og som Kristina siger i interviewet, så er det kvinderne, der er de værste til at fordømme andre kvinder, vel nok fordi de “hellige kvinder” så kommer til at fremstå som endnu bedre mennesker, men altså på bekostning af en søster i nød! Debatten drejes fluks hen imod vestens seksuelle udnyttelse af kvinder, hvor der tales om prostitution, handlede kvinder, seksuelle undertoner i reklamer og medier og så videre i den dur. Om det er rigtig eller forkert, burde jo ikke medføre, at så har unge kvinder ikke ret til et kærlighedsliv før ægteskabet!

Men igen medfører det jo så, at der netop ikke er nogle moderate, der tør tage problemet op, fordi de så får skudt i skoene, at de går DF’s ærinde, og at de nok er islamofober. Islamkritikere gnider sig i hænderne og tror så, at de nu kan fare endnu voldsommere frem, for det var jo rigtig, hvad de påstod.

Tilbage står de unge kvinder, som jo var dem, der skulle fortælles og støttes i, at de er gode nok, selvom deres mødom ikke mere er intakt.

Kære fløj tilhængere, det er jeres skyld, at disse unge kvinder risikerer overgreb, udstødelse, mindreværd, angst, underkastelse og undertrykkelse, fordi jeres had til hinanden fylder for meget i jeres liv!

Som Tarek Omar spurgte: Hvor er kvindekampen - ja den er der da ikke, så længe den forties ihjel eller gøres til en religionskrig.

Af admin | Gemt i Kvindekamp!, Mangfoldighed, Religion, kvindeundertrykkelse | Kommentarer (2)

Hamid - det kan du ikke være bekendt!

25. januar 2010 – 21:03

Jeg har kendt Hamid i ganske mange år. Vi har været socialdemokrater sammen i 3. kreds. Om sagen vil jeg intet skrive, idet jeg lader de ord, jeg allerede har skrevet, stå.

Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg støttede Hamid et langt stykke af vejen, mens bølgerne gik højt mellem ham og vores parti.

Hamid blev ekskluderet af partiet ved sidste generalforsamling i 3. kreds, idet det blev skønnet, at hans færden ikke kunne tolkes som andet end parti skadelig virksomhed.

Jeg er selv igen medlem af bestyrelsen i 3. kreds Indre By og alle i 3. kreds er kede af den udvikling, historien fik, ingen tvivl om det.

Men det sidste træk kunne jeg og vel resten af Danmark have undværet. Vi har døjet og døjer forsat på grund af Muhammed tegningerne, så en ny “sag” vil kun puste til ilden.

Hamid, det tjener ingen, at du sms’er til hele den muslimske verden, som så tror, at det er statsministeren, der påstår, at muslimerne voldtager og myrder deres børn.

En affældig gammel forstokket politiker som Langballe, der ikke har indflydelse, og som bestemt ikke er medlem af nogen som helst regering, har spyet gammelmandsgalde ud. Hamid, du kunne have meldt ham til politiet, have skrevet til statsministeren, til Dansk Folkeparti. Du ved, vi ved, at uoplyste muslimer i fjerne lande tror jo på, at muslimerne har det ganske forfærdeligt her hjemme, og at vi alle kun vil hade hinanden.

De kender ikke til demokrati og det frie ord. De har lært at hade Danmark og nu får dette had ny næring!

Nej, Hamid, lige nu kæmper du ikke for DEMOKRATIET!

Af Karen West | Gemt i Mangfoldighed, Religion, samfund | Kommentarer (5)

Giv de 15.000 kr til indvandrerkvinderne og kræv, at de så bliver jobsøgende eller jobskabende!

9. januar 2010 – 23:38

Lad mig aller først sige, at jeg ville gerne ofre mere, hvis de 10.000 eller flere af vores kvindelige ikke dansk talende medborgere kunne lære sproget, få sig en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet.

Det ville være en kanon investering, så ikke mindst børnene ville blive de virkelig vindere. De er om nogen udsatte med en mor, der ikke kan tale dansk, og som går der hjemme og ikke aner, hvad det er for et samfund, der er udenfor hjemmets fire vægge.

Så om ikke andet for børnenes skyld, skal vi prøve noget i den stil. Men pengene skal ikke bruges til en rejse til hjemlandet eller nye møbler, for processen starter jo først rigtig, når sproget er lært eller bare nogen lunde lært.

Vi ser et fald i børnefødsler, ganske som forventet, blandt vores såkaldte nydanskere. Selvfølgelig gør vi det, for når en kvinde har taget en uddannelse og vil bruge sin viden på arbejdsmarkedet, samt følelsen af at tjene sine egne penge, så er der simpelthen ikke tid til at få så mange børn. Det samme gjorde sig jo gældende i Danmark, dengang kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Der er ingen anden vej til ligestilling og selvbestemmelse end at kvinder får lov til og mulighed for at arbejde.

En mor kan sagtens tage sig af sine børn i det første år af deres liv, men det gavner barnet, familien og ikke mindst hende selv at være en del af samfundet. Det er hun ikke, hvis hun holdes hjemme og ikke kan læse aviser, læse børnenes breve fra skolen og i det hele taget ikke forstår, hvad det vil sige at bo og leve i et demokratisk samfund, hvor vi (næsten) har ligestilling mellem kvinder og mænd.

Jeg læser visse mænds kamp for at forsvare kvindens plads i hjemmet, ganske som jeg oplevede som barn. For længere siden er det ikke, da konservative middelklasse mænd ivrigt forsvarede kvinders “ret” til at passe børn og holde hus. Men sandheden var og er stadigvæk, at det er dem selv, de tænker på, når de så indædt påstår, at børnene lider med en udearbejdende mor. For det handler om, at de ikke selv gider at tage del i det store arbejde, der nu engang er med børn og hjem.

Mændene tror, at de bliver svigtet, at familien opløses, og de mister magt. Ja gu gør de så, mister magt, men de får noget andet igen, som er meget bedre, nemlig en kone, der tager sit ansvar med økonomien. De vil opleve, at der med tiden bliver råd til meget mere, og det allerbedste er, at børnenes chancer for succes i skolen bliver mangedoblet.

I stedet for at brokke sig over, at vi hjælper nogle kvinder til at komme videre, så skulle brokkerne indse, at vi kunne spare tusindvis af kroner på at hjælpe børn, der klarer sig elendigt fagligt og i fare for at blive “dem der, de utilpassede”!

Prøv at se det som en god investering, det lønner sig på den lange bane!!

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (9)

I mine øjne er de netop ikke gode muslimer!

3. januar 2010 – 20:25

I aftenens TV avis udtalte en ung somalisk kvinde, at den anholdte attentatmand, den 28 årige somalier, der forsøgte at dræbe Kurt Westergaard, er en god muslim, som beder 5 gange om dagen og går i moské.

Nej, det er han netop ikke, han er ikke en god muslim.

For var han det, så har jeg fuldstændig misforstået alle de muslimske venner og sympatisører, jeg efterhånden har lært at kende og ikke mindst læst om og debatteret med igennem flere år.

Ham her er et udskud, en vantro, en simpel voldspsykopat, der intet har at gøre her i vores land.

Og måtte der være flere af hans slags, så skal de ikke bo her.

Jeg var just i debat med en, som synes det er fint og godt, hvis Kurt Westergaard bliver dræbt, og som han skrev, det skal nok lykkedes, det håbede han! Han bor på Færøerne, så jeg, men jeg græmmes inderligt over hans udtalelser.

Dengang for længe siden, da tegningerne blev offentliggjort og vores daværende stats minister nægtede at tage det famøse møde, kan jeg huske, at jeg tænkte, at det var dumt, rigtigt dumt, og det fik da også fatale følger. Måske er dette her netop en af følgerne, det ved vi ikke.

Men selvfølgelig skal vi høre på vores muslimske medborgere, der føler det som en krænkelse, når deres profet tegnes, men der med ikke sagt, at det så skal være forbudt at lave grin med hinandens religioner eller sagt mere generelt, at ytringsfriheden skal begrænses.

Vi kan vælge at bøje os forstået på den måde, at vi vil lytte til hinanden og tage hensyn, hvis det er det, vi føler for. Eller vi kan vælge at vente på, at Yemen udklækker de næste tusind terrorister, som både kan være din nabo, din arbejdskollega eller din svigersøn, og som vil og kan slå til, når lejlighed byder sig. Hvilket scenarie!!

Jeg foretrækker, at vi slår hårdt ned på de unge eller ikke unge, der allerede er der ude, hvor vi ikke kan nå dem, og så kyler dem ud af landet. Alle de andre skal vi med hjælp fra alle indvandrergrupperne forhindre en radikalisering. Det kan vi forsøge med lige dele gulerød og sanktioner. Hvis det kun er en gulerød, mister vi dem, der er immune overfor en dialog. Hvis det kun er sanktioner, mister vi dem, som opildnes endnu mere på grund af had.

Mit “simple” nytårsønske er forsat dialog og imødekommenhed og ikke mindst et tiltrængt skridt hen imod at komme hinanden nærmere - ude i det virkelige liv, hvor vi kan se hinanden i øjnene.

Det virker meget bedre!

Af Karen West | Gemt i Mangfoldighed, Religion, samfund | Kommentarer (28)

Min husbond’s julebrev!

28. december 2009 – 18:31

Min husbond skriver hvert år et julebrev til venner og forretningsforbindelser. Det har han også gjort i år, og egentlig synes jeg, det burde offentliggøres, fordi det både er tankevækkende og i allerhøjeste grad relevant i forbindelse med de udfordringer, vi som samfund står overfor for.

Jeg har i efterhånden mange år skrevet et julebrev til en udvalgt skare af venner og forretningsforbindelser. I år bliver det nærmest et nytårsbrev.

Julebrevene har haft det tilfælles, at de med udgangspunkt i citater fra den store bog - i hvilken julens hele eksistens er grundlagt - har kommenteret hændelser i det forgangne år.

I år sker der så den lille ændring, at vi ser bort fra det forgangne år i stilhed og retter blikket mod det kommende år. Ikke på grund af fortrængning, men nogle gange skal der ikke dvæles, men handles.

Temaet for dette lille prognostiske indblik i 2010 vil være begreberne tro og tillid, og fra henholdsvis kongesiden og damesiden vil EU og Dannevang danse ind på scenen.

Vores danske ord ”tro” stammer fra oldnordisk trúa – et ord der i sin grundstamme genfindes i oldengelsk truwa. Medens trúa i Danmark udviklede sig til ordet tro, så udviklede truwa sig i England til ordet trust, som vi i dag oversætter med ordet tillid. Ordet tillid stammer fra oldnordisk hlit, som vel oprindeligt også har betydet tro i betydningen tiltro.

Man fornemmer intuitivt, at ordenes betydning lapper ind over hinanden – hvorfor det ikke er underligt at de har samme rod. Forskellen er måske, at tro er noget der forbinder det enkelte menneske med noget større og udefinerbart, medens tillid er noget der forbinder mennesker med hinanden. Lidt forenklet kan man vel sige, at Bibelens budskab er, at du skal tro på Gud, den almægtige, og at menneskene i Guds navn skal fæste lid til hinanden. Eller som Paulus skriver det i Andet Thessalonikerbrev, kap.3, v3-5:

Men trofast er Herren, han vil styrke jer og bevare jer fra det onde. Vi har i Herren den tillid til jer, at I både gør og vil gøre, hvad vi påbyder jer. Herren lede jeres hjerte til Guds kærlighed og til Kristi udholdenhed!

Et sådant budskab havde den stakkels menighed i Thessaloniki også hårdt brug for. De blev forfulgt, pint og pisket af folkemængden, hvis vante verdensbillede menigheden antastede.

Vi springer nu 2000 år frem i tiden og knytter tre begivenheder sammen. Den første begivenhed sker i 1996, hvor den amerikanske økonom Francis Fukuyama udgiver bogen ”Trust – The social virtues and the creation of prosperity”. Den anden begivenhed indtræffer i sommeren 2009, hvor Muhammad Yunus taler ved Roskildefestivalen i absolut prime time – søndag aften - foran 70.000 ellevilde unge mennesker, og hvor undertegnede dagen efter fik en Aha-oplevelse for livet ved at sidde overfor Yunus ved et frokostmøde om mikrokredit i Danmark. Den tredje begivenhed indtræffer ved starten af 2010, hvor EU’s fattigdomsår indledes.

Fukuyama beskriver i sin bog hvorledes begrebet tillid får en afgørende betydning for hvorvidt vi vil opleve vækst og velstand – eller det modsatte. Hans hovedpointe er, at menneskets socialisering og erhvervelse af anerkendelse sker ved aktiv deltagelse i det økonomiske liv. Han beviser, at high-trust økonomier har større vækstrater end low-trust økonomier, og at de interpersonelle socialt baserede transaktioner sker til langt lavere omkostninger end i bureaukratiske kontrolsystemer. Symptomerne på low-trust er svigtende produktivitet i den private sektor og opbygning af store velfærdsstatslige institutioner med ringe forbindelse til civilsamfundet. Læseren må selv vurdere hvor vi i Dannevang befinder os i denne udvikling.

Muhammad Yunus fik i 2006 Nobels fredspris for sin etablering af mikrofinansielle institutioner. I 1976 havde hans lille bank i Bangladesh 10 medlemmer. I dag har banken 7,5 mio. lånere hvoraf ca. 5 mio. har løftet sig selv helt ud af fattigdommen – vel at mærke ved at låne penge, ikke ved at modtage penge – og lån baseret på tillid, ikke pant. I 2006 blev der ydet mikrolån til 113 millioner fattige familier verden over af forskellige mikrofinansielle institutioner. Ved mødet fortalte jeg Yunus om vores system i Danmark. Ud af en befolkning på ca. 3,8 mio. mellem 15-64 år var lige knapt 1 mio. ikke på arbejdsmarkedet, men levede af offentlige overførselsindkomster. Han kommenterede oplysningen ved at stille et spørgsmål: ”Hvorfor finder befolkningen sig i det?”. Jeg var tavs et stykke tid, for det er jo ikke just den slags karakterer vi forventer givet til vores - i egne øjne – verdensberømte velfærdssystem. Tøvende svarede jeg: ”Det er nok fordi folk kan lide trygheden!”. Han forstod det vist ikke! Og målt med Yunus’ logik forstod jeg det heller ikke selv!

Den 1. januar starter EU’s fattigdomsår – inspireret af FN’s Millenium Development Goal nr. 1 EndPoverty2015. Min prognose er, at der ikke kommer meget ud af det. Ikke andet end at tusindvis af økonomer og politikere vil slå hinanden i hovedet med statistik og forskellige begreber om hvad fattigdom er, og at nettoresultatet bliver en hensigtserklæring og en mindre omfordeling af midlerne i EU’s kasse. Befolkningen er efterhånden blevet vant til, at i EU og i FN lever man efter devisen ”Talk now – don’t act”. Og det skal vi nok på nogle områder være glade for, på andre områder kede af. Befolkningens tro på, at disse politiske kæmpeinstitutioner – de almægtige - kan levere noget som helst brugbart er stærkt svindende. Men det kan nok bruges til en politisk kamp i Dannevang om hvorvidt tilskuddene til dette og hint skal sættes op, uden at de, der virkelig har behov for hjælp, mærker meget til det. Dette pessimistiske scenarium opvejes dog rigeligt af den optimisme, som 70.000 unge mennesker udviser ved at råbe ”We love you” til en ydmyg Yunus, der taler om tillid, og som siger ”Act now – don’t talk” og ”Du skal ikke søge job, du skal skabe jobs!”

Hvis man er determinist og tror på at mængden af trúa = tro + trust er konstant, så kan man håbe på, at mængden af trust stiger i takt med at mængden af tro falder.

GODT NYTÅR!

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret, Mangfoldighed, Religion, samfund | Kommentarer (1)

I ØNSKES ALLE EN VELSIGNET JUL!

24. december 2009 – 13:37

Hermed ønskes alle en dejlig og hyggelig jul med håb om gode fremtidige debatter.

Jeg håber nogle af os kan samles til foråret herude til en frokost ved vandet, hvor samvær, morskab og dialog bliver styrket.

Kærlig hilsen

Karen

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret, Mangfoldighed, Religion, samfund | Kommentarer (2)

Politiken i dag (forkortet udgave): Drop offerrollen!

18. december 2009 – 08:58

Jeg frydes altid over, når et nyt parti dannes, fordi det vidner om, at vi bor i et frit demokrati, hvor det netop er tilladt.

I dagens Politiken bringes et portræt af den muslimske konvertit Ras Anbessa, som har stiftet Facebookgruppen Danmarks Muslimer og altså nu et nyt parti af samme navn.

Jeg er selv medlem af gruppen på Facebook, fordi vi i vores tværkulturelle kvindebevægelse Q Freedom har mange muslimske kvinder med, og at jeg derfor vil følge med i, hvordan de forskellige grupper forholder sig til kvinders selvbestemmelse og ligestilling.

Gruppen, eller partiet om man vil, afføder også heftige diskussioner om værdipolitik, blandt andet om kvinder skal gå hjemme og passe børn og om det er manden, der skal forsørge familien. Hvor imod tørklædeproblematikken er der ingen, der gider diskutere mere, selv om Ras Anbessa stadig synes, de bliver diskrimineret. I det hele taget synes jeg, gruppen/partiet eller Ras Anbessa bruger offerrollerne alt for meget og glemmer, at vi faktisk er vældig mange, der betragter vores muslimske medborgere, både med tørklæde og uden, som enhver anden borger på godt og ondt.

Det ville klæde dette nye parti at arbejde for at undgå at lade sig søbe ind i en offerrolle, som jo appellerer til, at ofre er nogle der føler sig ramt, mindre værd og ikke kan klare sig selv. Det fordrer ikke ligeværd og respekt. Lige så snart nogle påtager sig offerrollen, så bliver samarbejdet uligeværdigt. Ras Anbessa anklager Danmark for at diskriminere muslimer, og han er ikke den eneste og han og andre påstår, at muslimer er ofre for diskrimination. Muslimer er faktisk meget mindre ofre for diskrimination end homoseksuelle, rygere, prostituerede, fede – bare for at nævne nogle befolkningsgrupper, der i virkeligheden er udsat for hetz. Muslimer er lige så forskellige med forskellige politiske holdninger som alle andre. Nogle muslimer er meget religiøse og andre mindre og det er på tide, at vi gensidigt forholder os til vores medborgeres holdninger og praktiske adfærd i stedet for hele tiden at fokusere på folks religiøse overbevisning. Jeg er ligeglad med, hvad kvinderne i vores kvindebevægelse Q Freedom tror på eller ikke tror på. Det handler om demokrati, selvbestemmelse og ligestilling for alle kvinder uanset kultur og religiøst ståsted. Jeg kan være bange for, at Ras Anbessa med sit nye parti gør sine religiøse trosfæller til ofre, og at han derved gør dem en eklatant bjørnetjeneste.

Karen West

Q Freedom

Af Karen West | Gemt i Kvindekamp!, Mangfoldighed, Religion, samfund | Kommentarer (7)