Tales der med to tunger af en socialdemokratisk folkevalgt?

30. oktober 2011 – 16:46

Jeg har valgt at bringe Weekendavisen’s artikel af Søren Villemoes som note, fordi jeg som socialdemokrat er rystet. Jeg sidder som bestyrelsesmedlem i Indre By, samme kreds som Mohammed Aslam. Jovist har jeg været ude med kritik af ham tidligere, fordi jeg, som medstifter af Q Freedom, tvivler på hans vilje til at arbejde for etniske minoritet kvinders ligestilling og frihed.

Og lige nu sidder jeg med en følelse af, at jeg havde ret - desværre!!

Kongen af Mjølnerparken

Integration. Mjølnerparkens formand Muhammed Aslam er feteret af medier, hadet af bander og en succesrig politiker. I nabolaget er historien om formanden knap så rosenrød.

Artiklen bygger på interviews med mere end 40 kilder med nært kendskab til Mjølnerparken og Muhammed ~~HL~B~~Aslam~~HL~E~~. Nogle af kilderne har af forskellige årsager betinget sig anonymitet for at medvirke i artiklen. Navnet Fatima er opdigtet. Redaktionen er bekendt med alle kilders fulde navne.

af SØREN K. VILLEMOES og DAVID JACOBSEN TURNER

Weekendavisen

28.10.2011

»Han er en mand, der nyder tillid.Han er valgt enstemmigt som formand for boligbestyrelsen i Mjølnerparken, og de få ældre danskere, der bor her, betegner ham som en ‘ god mand’.« Således lød Berlingske Tidendes beskrivelse af Mjølnerparkens formand, Muhammed Aslam, tilbage i 2004. Omtalen er stadig kendetegnende. I årevis har den gode mand i Mjølnerparken fået en blid medfart i pressen. Han er portrætteret som integrationens sidste bastion i et hårdt plaget ghettoområde. »At ændre statistikken til Mjølnerparkens fordel er en samfundsopgave på størrelse med den, Socialdemokratiet og Stauning stod over for i 30rne. Ikke desto mindre er det den opgave, som Muhammed Aslam har taget på sig,« fortsætter artiklen i Berlingske Tidende.Muhammed Aslam er dog langt fra en drivkraft for kvarterets integration. Tværtimod har han i mange år været en del af problemet snarere end af løsningen. Flere kilder fortæller, hvordan Aslam i årevis aktivt har modarbejdet integrationsprojekter, særligt dem målrettet områdets kvinder.Dokumenter viser desuden, at han i en periode fik adgang til Mjølnerparkens overvågningsanlæg via sin egen private computer, og at han efter fleres opfattelse misbrugte denne adgang til at udøve social kontrol over for områdets beboere.Samtidig kan øjenvidner berette om et beboerdemokrati, der er sat ud af kraft, og om en formand, der blander sig i det meste.Mjølnerparken ligger på Ydre Nørrebro og består af 559 røde almene boliger opført i 1980erne. Her bor over 2.000 mennesker, hvoraf 90 procent er af en anden etnisk herkomst end dansk. Det er flere end noget andet boligområde i landet. Mange er fattige, og 53 procent af beboerne har ingen tilknytning til hverken arbejdsmarkedet eller en uddannelsesinstitution. Området er i lang tid blevet omtalt som en tikkende bombe i københavnsk lokalpolitik og er et af Danmarks hårdest ramte ghettoområder.I en tætpakket lejlighed med indrammede koranvers på væggene og legende børn på gulvet byder Fatima og hendes datter på kaffe. Hun er palæstinenser og har boet i Mjølnerparken i 21 år. Da talen falder på Muhammed Aslams rolle i kvarteret, kommer følelserne hurtigt i kog.»Han har to ansigter. Når han er i tv, og når politikere er på besøg herude, taler han om alt det, han gør for Mjølnerparken og de unge. Men herinde gør han intet af det, han siger. Han modarbejder integrationen.« Da Socialforvaltningen åbnede en café for kvinderne i kvarteret, Café Nora, så Fatima med egne øjne, hvordanAslam forsøgte at modarbejde den.»Jeg hørte ham fortælle kvinder, at dem i cafeen var stikkere, der ville sende folk fra kommunen hjem til en, hvis man talte med dem.« Til et fællesmøde i april forsøgte hun at konfrontere ham med det. »Han forholdt sig ikke til det, men sagde bare, at jeg var respektløs,« siger hun tydeligt indigneret.Hun er ikke i tvivl om Aslams kvindesyn. »Han vil have, at kvinder skal være i hjemmet. Han er meget gammeldags.« I dag ser hun på udviklingen i Mjølnerparken med bedrøvelse. »Når man bor i Danmark, skal man være en del af det danske samfund. Mænd og kvinder skal kunne tale sammen, og man skal ikke lukke sig inde. Jeg er ked af, at danskerne ikke tør gå ind i Mjølnerparken, og at vi er så lukket om os selv.«.

Mjølnerparkens vogterI ni år har Muhammed Aslam været Mjølnerparkens ansigt udadtil. Som formand for afdelingsbestyrelsen er han både områdets ambassadør i forhold til omverdenen og den øverste autoritet indadtil. Han er en gatekeeper. Altid klædt i traditionelle pakistanske klæder, kalot og med et fejlfrit dansk har han gjort sig bemærket med sin skarpe kritik af bandekriminaliteten i kvarteret. Og siden 2009 har han desuden været socialdemokratisk borgerrepræsentant på Rådhuset, hvor han fik et kanonvalg med over 1.000 personlige stemmer - partiets femte-bedste resultat.At være formand for en afdelingsbestyrelse i Lejerbo er normalt et frivilligt og mest af alt administrativt arbejde uden den store prestige. Men under Aslams lederskab har posten udviklet sig til et magtcentrum i Mjølnerparken.»Der er ingen tvivl om, at Aslam selv mener, at hvis noget vedrører Mjølnerparken, så skal det gå igennem ham,« fortæller partifællen Kim Christensen, der er formand for Nørrebro Lokaludvalg.»’ Kongen af Mjølnerparken’ er ikke længere noget, man siger bag hans ryg. Folk siger det nu, selv når han er til stede. Det er alment kendt.« »Han mener selv, at han gør en stor indsats for Mjølnerparkens udvikling,« fortæller integrationskonsulent Katina Ali Rasmussen. »Men tingene derude bliver ikke bedre af hans arbejde.« Rasmussen arbejdede første gang i Mjølnerparken i 2004. Da hun fem år efter vendte tilbage til området i forbindelse med et nyt integrationsprojekt, blev hun skuffet. »Jeg så ingen ændring.Problemerne var de samme. Det var de samme mennesker, der var uden arbejde, de samme børn, der lavede kriminalitet. Man havde brugt så mange penge derude, og der var intet sket.« Ifølge Rasmussen tilfalder en del af skylden Aslam. »Et af problemerne er, at alt skal gå igennem ham. Det er næsten umuligt at lave arbejde derude, uden at han skal ind over det hele.« Et hurtigt overblik over projekter i området de forgangne år bekræfter, at Aslam har formået at sikre sig betydelig indflydelse på kvarterets beskæftigelsesindsatser, integrationsprojekter, områdeløft og sociale tiltag. Det har ikke ligefrem garanteret en forbedring af integrationsindsatsen i området.Flere episoder viser, hvordan Aslam direkte har modarbejdet integrationsprojekter i Mjølnerparken.Referater fra styregruppemøder sidste år viser, atAslam kom med indvendinger mod Socialforvaltningens plan om at oprette en café for kvinderne i kvarteret. Da den så ud til at blive etableret alligevel, forsøgte han at få den placeret i det mindst mulige lokale. Men det lykkedes heller ikke. Som nævnt skal han ifølge Fatimas udlægning i stedet have forsøgt at skræmme kvinderne fra at komme der.»Han kan ikke lide kvindecafeen,« fortæller en anden kilde i Mjølnerparken. »Han siger, at afdelingsbestyrelsen frygter, at cafeen gør kvinderne for danske.« Aslam afviser at have spredt de falske rygter og kalder anklagerne usande og injurierende. Han forsvarer sin modstand mod cafeen med, at det pressede en allerede eksisterende kvindeklub ud af lokalerne.

»En helt absurd påstand«I et notat skriver Lejerbo: »Det forekommer (…) at enhver med opgaver, der indebærer væsentlig kontakt til afdelingsbestyrelsen, før eller siden falder i ‘ unåde’ hos afdelingsbestyrelsesformanden.« To medarbejdere ansat til at fremme integrationen har måttet kaste håndklædet i ringen på grund af samarbejdsvanskeligheder med Aslam. Derudover har Aslam siden 2003 klaget over en tidligere boligsocialkonsulent, som efterfølgende gik ned med stress, dennes sygevikar, en forvaltningskonsulent samt den nuværende boligsociale medarbejder. Alle disse oplysninger bekræftes af forretningsfører for Lejerbo i København Steffen Boel Jørgensen.»Beboerne og afdelingsbestyrelsen har ikke altid samme interesser som boligselskabet, hvorfor der helt naturligt opstår uenigheder,« forklarer Aslam.En af de tidligere integrationsmedarbejdere i Mjølnerparken oplevede, at Aslam ved flere lejligheder åbnede hendes post og i øvrigt gik ind og ud af hendes kontor, som det passede ham. Episoderne blev alle indberettet til Lejerbo.»Afdelingsbestyrelsen og Lejerbo delte postkasse, hvilket en gang imellem betød at breve blev åbnet forkert,« erkenderAslam. »Men at der skulle være nogen form for systematik i, hvem der ved en fejl kom til at åbne hinandens breve, er en helt absurd påstand.« En anden episode viser, at det sociale arbejde med områdets børn heller ikke kan tage Aslams hjælp for givet. Under et heftigt regnvejr i august 2010 blev klublokalerne i området så oversvømmet, at de var ubrugelige. Det gik ud over en lektiecafé for områdets børn og unge. Lektiehjælpen, der er drevet af Dansk Flygtningehjælps Frivillighedsindsats, er særligt målrettet indvandrerbørn i udsatte boligområder. De tog kontakt til Muhammed Aslam og anmodede om at bruge Mjølnerparkens fælleslokaler til lektiehjælpen, indtil de gamle lokaler kom i orden igen. Men det blev afvist.Lejerbo gik herefter ind og tilbød Aslam, at man ville betale for leje af lokalerne. 800 kroner ville man give for hver dag, børnene modtog lektiehjælp.Det ville ikke bare gøre lektiecafeen udgiftsneutral for afdelingen, men endda give en mindre indtægt til Mjølnerparken. Men det blev også afvist af Aslam. Lektiehjælpen måtte således lede efter et andet sted at hjælpe børnene. Efter forespørgsel bekræftes forløbet af Lejerbo.Andre grupper har dog haft let adgang til fælleslokalerne.I december kunne områdets shiamuslimer bruge lokalerne 12 fulde døgn i træk i anledning af den religiøse højtid ashura, hvor man minder martyren Hussein. Det vakte dengang undren blandt flere i Mjølnerparken, at lokalerne således stod til rådighed for langvarige religiøse ceremonier, men ikke for lektiehjælp til kvarterets børn.Aslam er uenig i fremstillingen. »Afdelingsbestyrelsen har været stor fortaler for lektiehjælpen,« siger han og henviser til, at Mjølnerparken har indgået et formelt samarbejde med Københavns Ungdomsskole, der udbyder lektiehjælp i afdelingens lokaler.

Find et andet jobAslams positive forhold til pressen har en enkelt markant undtagelse. Tidligere i år lavede to kvindelige studerende på Danmarks Medie-og Journalisthøjskole i Emdrup deres afsluttende eksamensprojekt.Det var en dokumentarfilm, der fulgte tre kvinder i Mjølnerparken, viste deres drømme, tanker og bekymringer på nært hold. Dokumenter viser, at Aslam krævede scener i filmen slettet og over en længere periode lagde et betydeligt pres på de to journaliststuderende. Weekendavisen er kommet i besiddelse af en længere e-mail-korrespondance mellem Aslam, de to studerende samt ansatte i kommunen og Lejerbo.I udvekslingen fremkommer Aslam med noget, der af flere blev opfattet som en trussel. Da de studerende modsætter sig at efterkomme hans krav, advarer han dem om, at de »kan komme i vanskeligheder, hvis dette bliver offentliggjort«. En projektleder ansat af Lejerbo reagerer på dette og minder Aslam om hensynet til ytringsfriheden.Det resulterer i følgende irettesættelse fra den socialdemokratiske borgerrepræsentant: »Hvis du vil kæmpe for journalisternes frihed, så må du finde dig et andet job. Her i Danmark har vi en lovgivning, der sørger for deres frihed, så det må blive et andet sted uden for landets grænser, at du må kæmpe for dette - og ikke i Mjølnerparken.« Aslam mener, at han og journalisterne indgik en klar aftale om, at han skulle godkende scenerne, før de kunne bringes i filmen. »Det var blot denne klare aftale, vi forholdt os til,« siger han om udvekslingen.På grund af konflikten med Aslam er dokumentaren aldrig blevet vist offentligt.Aslams aktive hindring af især kvinders integration går ifølge flere kilder langt tilbage. I 2006 forberedte Jobcenter København i samarbejde med kommunen og Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret et projekt, der skulle få somaliske kvinder fra Mjølnerparken ud på arbejdsmarkedet.Kvinderne havde givet udtryk for, at de gerne ville være buschauffører, så man ville skaffe dem erhvervskørekort og få dem i arbejde. Men pludselig lød det tilbage fra Mjølnerparken, at det hele var en misforståelse. De var i virkeligheden blot interesserede i at køre deres børn på ture ud af byen i weekenderne - ikke at blive buschauffører.Projektet faldt til jorden.Troels Glismann, nabo til Mjølnerparken og tidligere formand for Områdefornyelsens styregruppe, siger til Weeendavisen: »Som jeg husker det, fortalte Aslam mig, at de somaliske mænd i Mjølnerparken var kommet op til ham og havde klaget over, at man ville skaffe deres koner i arbejde. De bad ham om at stoppe det. Aslam sagde til mig, at han derfor ikke kunne støtte projektet. Derefter faldt det. Det var jo sådan, at alle beskæftigelsesprojekter i Mjølnerparken skulle godkendes af afdelingsbestyrelsen, så han havde sådan set vetoret.« Aslam kan ikke genkende Glismanns beskrivelse af forløbet. »Jeg kan godt huske at have hørt om projektet, men det var ikke noget, afdelingsbestyrelsen var involveret i,« fortæller han og henviser til, at bestyrelsen for tre år siden forsøgte at få en række somaliske kvinder i arbejde på et plejehjem ved at give dem et ernæringskursus.Glismanns udlægning bliver dog bekræftet af den daværende projektleder for Områdefornyelsen, Peter Christensen. »Projektet blev jo allerede aflivet i den indledende fase. Aslam bremsede det, inden afdelingsbestyrelsen overhovedet skulle forholde sig til det.«.

Smil, du er påI 2003 og 2004 blev der installeret 230 overvågningskameraer i Mjølnerparken. Det skete efter krav fra Lejerbos forsikringsselskab i kølvandet på flere påsatte ildebrande. Herefter blev alle opgange, kældre og elevatorer overvåget døgnet rundt. Det betød en drastisk reduktion af de påsatte brande. Men det havde også en anden, mindre heldig konsekvens.Ifølge et internt brev fra Lejerbo fik Muhammed Aslam i samme ombæring boligselskabets tilladelse til at få direkte adgang til samtlige overvågningskameraer i Mjølnerparken via sin egen private computer.Da de ansatte i Mjølnerparken fik nys om dette, klagede de til Lejerbos hovedkontor. De overvejede endda at gå videre til deres fagforening, da de følte sig utrygge ved, at han i princippet kunne følge med i alt, hvad de foretog sig på arbejdet. Men inden det nåede så vidt, tog Lejerbo affære og stoppede den direkte forbindelse til de 230 kameraer. Det skete i marts 2006.Brevet er skrevet af Lejerbos forretningsfører i København, Steffen Boel Jørgensen, og viser, at han kort forinden var blevet opmærksom på ordningen. Det fremgår, at han tvivlede på, om det overhovedet var lovligt. En bekymring bestod i, at Aslams direkte, personlige adgang til overvågningen ikke opfyldte et eneste sikkerhedskrav i persondataloven.Brevet indeholder også følgende passage: »Jeg har endvidere modtaget henvendelser om, at M.Aslam skulle have misbrugt videoovervågningen til over for beboere at påtale begivenheder, som absolut ingen relevans har for afdelingens drift eller sikkerhed. Ingen af de pågældende har imidlertid ønsket at stå frem, idet man angivelig frygter repressalier.« Flere kilder fortæller, at disse påtalte begivenheder refererer til henvendelser om, atAslam personligt skulle have ringet til familier, hvis kvindelige medlemmer var blevet set på overvågningskameraerne uden tørklæde. Steffen Boel Jørgensen bekræfter, at det er disse episoder, der henvises til i brevet.»Det er korrekt, at jeg i en periode havde adgang til overvågningen. Lejerbo kan bekræfte, at de administrativt godkendte det, og senere besluttede Lejerbo politisk at finde en anden løsning.Årsagen til, at Lejerbo gav mig adgang, var, at Mjølnerparken i denne periode nærmest var i undtagelsestilstand på grund af mange påsatte brande,« siger Aslam.»At jeg skulle have misbrugt disse optagelser som beskrevet, er usandt, og jeg finder påstandene groft injurierende.« Grundet kvindernes anonymitet har det ikke været muligt at komme i kontakt med dem.

Enstemmigt valgt»Det er et dejligt sted at bo. Vi har nogle fantastiske omgivelser og måske landets bedst fungerende beboerdemokrati. Der er stuvende fuldt til hver eneste generalforsamling, og der er kampvalg - selv om suppleant-posterne,« sagde Muhammed Aslam til B. T. sidste år. Ifølge flere øjenvidner ser det dog ikke helt sådan ud i praksis. Formanden for afdelingsbestyrelsen vælges på et årligt beboermøde. Her er Aslam i flere år blevet valgt enstemmigt. Et faktum, der i øvrigt jævnligt nævnes i interviews. En tidligere varmemester i Mjølnerparken, Martin Thorleif Skov, overværede et formandsvalg.»På dagsordenen var der et punkt, der hed valg af formand. Normalt afholder man skriftlige valg, men hvis der ikke er modkandidater til formanden, afgøres punktet ved håndsoprækning. Det her år var der en arabisk mand, der ville stille op til valget, men da vi nåede til formandsvalget, væltede det ind med pakistanere, som begyndte at lave tumult rundt omkring ham. De stillede sig op foran ham og forvirrede ham, så han ikke opdagede, at vi var nået til valget. Aslam blev genvalgt på et øjeblik, og da modkandidaten protesterede højlydt, fik han bare at vide, at valget var overstået, og man allerede var i gang med næste punkt. Folk rev deres stemmesedler i stykker og smed dem fra sig i vrede. Det er den måde, Aslam styrer beboerdemokratiet derude på.« Historien bekræftes af et andet anonymt øjenvidne til episoden.Muhammed Aslam afviser, at formandsvalget skulle være forløbet som beskrevet. Han mener derimod, at det foregik efter reglerne og henviser til forretningsfører i Lejerbo Steffen Boel Jørgensen, som også var vidne. Jørgensen kan dog hverken be-eller afkræfte historien, da Weekendavisen kontakter ham. »Det var meget kaotisk,« svarer han.Ifølge Martin Thorleif Skov har omverdenen fået det forkerte indtryk af formanden: »Han har formået at fremstille sig selv som en frelser, men han er selv en stor del af problemet derude.« Kulturchef i Køge Peter Christensen er enig.Han har arbejdet sammen med Aslam ved flere lejligheder, blandt andet som projektleder i Områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret. Det var ingen succes. Aslam krævede ham fyret. Kravet blev dog droppet efter en længere mæglingsproces, som borgmester Lars Engberg var inde over. »Vi havde ikke et konfliktløst samarbejde,« erkenderAslam.I dag ser Peter Christensen tydeligt, hvad der efter hans mening gik galt: »Mange troede, at Aslam var nøglen til at åbne Mjølnerparken. Men de tog helt fejl. Han var ståldøren, der lukkede den.«.

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (5)

Billigt hotel i Gudhjem!

4. maj 2011 – 21:17


Vi har den store glæde at byde velkommen til Hotel Klippen.

Vi ligger i Gudhjem lige ved siden af havnen. Her er hav, klipper, natur og en fantastisk udsigt ud over havet og Gudhjem, både fra cafeen og fra nogle af værelserne. Masser af atmosfære, og så er det billigt! Vi åbner medio maj for en ny og anderledes sæson.

Klippen er nu 100% familieejet. Denne hjemmeside bliver beriget med masser af dejlige billeder af både værelserne, cafeen og terrasserne, når vi er helt klar midt i maj måned 2011.

Priserne kan ses ved at klikke på linket øverst i bjælken. Her kan du se en oversigt over værelserne og de priser, der er fastsat for de enkelte værelser både pr døgn, for 3 dage med 7½ % rabat, og for en uge med 15 % rabat.

Selve bookingen foregår ved at klikke på bookingsystemet i bjælken, hvor du selvfølgelig også kan se hvilke værelse(r) du booker.

Besøg vores hjemmeside www.hotelklippen.dk

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (0)

Q Freedom inviterer til debat om social kontrol!

17. marts 2011 – 09:11

Tidspunkt
12. april · 19:00 - 21:00
Sted
Københavns Rådhus
Oprettet af:
Flere oplysninger
Q Freedom inviterer til endnu en spændende debataften, denne gang om social kontrol.

Vi har inviteret en række personer til at debattere omfanget af den sociale kontrol i Danmark og hvad der helt konkret gøres for at løse problemet, hvis der er et problem?

Er social kontrol endnu ét af politikere og mediers påfund? Er det hele blot en storm i et glas vand? Blæses sagen ud af proportioner eller udgør social kontrol et reelt problem?

Q Freedom mener bestemt, vi har et problem. Det viser de seneste rapporter fra LOKK og Etnisk Konsulent Team med al tydelighed.

Paneldeltagere:
Astrid Krag, SF. Næstformand for Folketingets Integrationsudvalg.

Peter Skaarup, DF. Dansk Folkeparti har taget initiativ til at få foretaget en stor undersøgelse om social kontrol.

Christina Christensen, projektkoordinator ved LOKK, Landsorganisationen af Kvinde Krisecentre. Christina arbejder til daglig med bl.a. social kontrol.

Jaleh Tavakoli, løsgænger og medlem af Borgerrepræsentationen i København. Jaleh er kvinderetsforkæmper og ønsker aktivt at gøre en forskel vedrørende ligestilling for og blandt etniske minoriteter i Danmark.

Hanna Ziadeh, Institut for Menneskerettigheder. Hanna har i årevis arbejdet med ligestilling i bl.a. Egypten og Yemen og er også aktiv i ligestillingsspørgsmålet herhjemme.

Saliha Marie Fetteh, lektor ved Syddansk Universitet. Konvertit og aktiv i arbejdet med ligestilling blandt muslimer.

Afsluttende oplæg ved Kristine Larsen, Etnisk Konsulent Team om konklusionerne af rapporten “Social Kontrol I Etniske Minoritetsfamilier”.

Kom og vær med til at sætte dit præg på en spændende debat.

Om Q Freedom
Q Freedom er den eneste bevægelse af sin art i Danmark. Q Freedom er en tværkulturel og tværpolitisk kvindekamp, der arbejder for tværetnisk forståelse samt for at alle kvinder, uanset etnisk oprindelse eller religion, bør have friheden til selv at vælge påklædning, tro, ægtefælle og seksualitet.

Q Freedom forsøger at øge kendskabet til og at hindre og forebygge den sociale kontrol, via oplysning blandt offentlige institutioner såvel som den almene danske befolkning, uanset etnisk oprindelse.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til Elmas Berke eller Karen West.www.qfreedom.dk

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (4)

Jeg er hverken en borgerlig ikke-feminist eller forbudsfeminist, men en social liberal feminist - så!!

17. marts 2011 – 09:08

CEPOS, Gå hjem Møde, mellem Elisabeth Møller Jensen, direktør i KVINFO og Mie Harder, konservativ rådmand på Frederiksberg, dystede om begrebet ligestilling i 1½ time. Ikke meget tid til et emne, der både skrives og diskuteres rigtig meget.

Hold da op, de var bare ikke enige, og det var tilhørerne heller ikke. Det var nok to nogenlunde lige store fløje samlet til eftermiddagens debat.

Der var ikke noget nyt fra Elisabeth Møller Jensen, for hun leverede den vante smøre om kvoter, barsel og løn forskelle mellem kønnene, baseret på tal og statistikker, som det offentlige financieret KVINFO, med nu 35 medarbejdere, er leveringsdygtige i. Mie Harder, som havde haft mindre end 24 timer at forberede sig i, på grund af afbud,  argumenterede med sine noget anarkistiske holdninger pakket ind i et solid borgerligt skrækscenarie. For jeg vil påstå, at Mie  ikke havde kunne sidde der og være så fri, selvsikker og ultraliberal, hvis hun ikke havde haft de formødre, der tog den hårde kamp for den ligestilling, vi med stolthed kan bryste os af i dag. Havde Mie’s ultraliberale samfund eksisteret dengang nogen tog affære, ja så havde både Mie, Elisabeth og alle de kvindelige tilhørere stået derhjemme og holdt maden varm til fatter kom hjem.

Det holder simpelthen ikke, at staten slet ikke skal blande sig. At staten så ikke kunne eller nok snarere kan begrænse sig i sin iver efter at adfærdsregulere både mænd og kvinder, er heller ikke løgn. Men frihed til at vælge forudsætter altså - frihed. Og frihed var netop det kvinder IKKE havde dengang slaget tog sin begyndelse, og mange kvinder har stadig ikke den frihed den dag i dag.

Denne  her ligestillingskamp er en kamp mellem elitefeminister, elitekvinder, som da godt nok ikke har meget til fælles med kvinder, der er underlagt kulturelle og sociale barrierer, og dagens diskussion efterlader noget blandede følelser, det kan ej nægtes.

Det var jo de velbjergede og velhavende kvinder, der i første omgang gik i kamp for ligestilling, fordi de havde nogen til at passe børnene derhjemme, eller også havde de ingen børn.

Men det var jo også det Mie sagde, at så kunne kvinder jo bare lade være med at få børn, hvis de ville skabe sig en karriere i erhvervslivet, hvor svært kan det være??

Ups, for samfundet vil jo gerne have arbejdskraft, også om 20-30 år, og det ligger lidt tungt, hvis vi skal fjerne alle hensyn til kvinderne, der jo stadig er dem, der nu engang føder generationerne.

Og var der ingen institutioner til at passe dem, ja så var det mor og kun mor, der måtte stå for det pasningsarbejde. For far kunne med magt, det har han sådan set kunne i årtusinder og kan mange steder stadigvæk, tvinge mor til at makke ret.

Retten til fri abort er og bliver ubetinget den lov, der har skabt mest ligestilling, for den har været med til, at kvinder kan bestemme, hvor mange børn, de vil have, og altså også om de vil være omgivet af en børneflok på 7, eller om de kun vil have et par stykker og bruge en del af livet til at gøre karriere udenfor hjemmets fire vægge.

Næ, vi kommer ikke udenom, at staten bliver nødt til at give os nogle love, der sikrer os kvinder en ligeværdig tilværelse, hvor vi så kan vælge, hvad vi vil med vores liv.

MEN at staten med alle dens aktører så ikke kunne stoppe med at adfærdsregulere kvinder og mænds liv, det må Elisabeth Møller Jensen også være ansvarlig for. Tro mod sine forbudsfeministvenner fnyste hun til sidst, hvilket fik min sympati for hende igen ned på nulpunktet, at hun havde læst om en aften i CEPOS, hvor der havde været en snak med en sexarbejder, og at aftenen havde været en succes. Ja, det var den, for jeg var der selv, og ad den skal der ikke fnyses, og det er lige præcis sådan en udtalelse, der får mig til at kalde Elisabeth Møller Jensen en forbudsfeminsit.

Hun burde glæde sig over, at andre slags kvinder end hun selv kunne opleve en herlig aften i selskab med rummelige og tolerante kvinder, der ikke ser ned på, om en kvinde sælger sex, eller hvad hun nu har lyst til at bruge sit liv på.

Stop dog, der er sgu da ligestilling mellem ressourcestærke elitekvinder. Måtte man ønske at hjælpe nogen, kan jeg sagtens finde både kvinder fra de etniske minoriteter, handlede kvinder og socialt belastede kvinder, der sikkert gerne vil have hjælp til at skabe netværk og få styrke til at ændre både kulturelle og sociale barrierer.

Brug dog kræfterne der, hvor de kan gøre nytte, og lad os andre i fred. Vi kvæles i jeres forsøg på at adfærdsregulere os yderligere. Arbejdet er gjort for os ressourcestærke. Derude venter et enormt stykke arbejde. Derude, hvor kvinder end ikke bestemmer over sig selv. Derude, hvor drenge bliver “frataget” deres køn, fordi det er for besværligt og vildt. Derude, hvor ligestillingen går den forkerte vej, fordi I forbuds - elitefeminister ikke kunne sige stop i tide og nu kommer modreaktionerne. I ligger som I har redt!!

Af Karen West | Gemt i Kvindekamp! | Kommentarer (0)

Mit debatoplæg om Mediernes Muslimske kvinde - 8. marts arrangement.

12. marts 2011 – 16:58

Der var engang, muslimske kvinder var noget vi hørte om i eventyrerne, eksotiske smukke haremsdamer, der kæmpede mod hinanden, samtidig med, at de alle kæmpede om en mægtig fyrstes gunst.

Det var dengang. I dag er vores muslimske kvinder vores naboer og medsøstre.

Min første oplevelse med en muslimsk kvinde var i 1979. Som jordemoder blev jeg sendt ud for at hente en syg gravid kvinde, der snart skulle føde. Manden i huset tog pænt imod mig, men kvinden fik ikke lov at sidde med i stuen, mens jeg forklarede ham, hvorfor jeg blev nødt til at tage hende med til hospitalet. Hun havde allerede født 3 piger. De 2 af pigerne var døde, hvordan fik jeg ikke at vide, men nu håbede han, der blev en søn. Jeg fik lov at tage hende med for at føde og jeg husker, hun fik en datter.

Året efter havde jeg selv født mine tvillingedrenge, og da jeg var ude på hospitalsgangen med dem begge i vuggen, mødte jeg så hende igen, og hun havde også født igen her et år senere. Hun genkendte mig og så ned i vuggen og spurgte med lidt fagter, om det var drenge. Hun selv havde fået endnu en datter, og så var det tårerne løb ned over hendes kinder. Næste dag blev hun hentet hjem.

En trist historie, som nok hos mig fødte en vis undren over, hvorfor hun nu skulle eller ville finde sig i denne grumme skæbne. Mange andre oplevelser er fulgt efter. Nogle sjove, varme og kærlige, andre mindre sjove, alt imens årene gik.

Dengang skrev man ikke noget om muslimske kvinder. Det var som om, de ikke rigtig eksisterede. Vi skal helt frem til Muhammed krisen, før vi alle sammen begyndte at tale og skrive om de muslimske kvinder, eller nok snarere tale og skrive om deres tørklæder. Personligt mente jeg, og det gør jeg stadig, at kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet, så ville frigørelsen komme af sig selv. I den forbindelse var jeg, sammen med mange andre, også interesseret i at diskutere tørklædet, hvor meget og hvordan det kunne opfattes som undertrykkende, eller om det overhovedet var undertrykkende.

Så begyndte de unge muslimske kvinder at melde sig på banen, og det gik hurtigt op for os, eller for nogle af os, at dem behøvede vi sådan set ikke at hjælpe på vej til friheden. Andre mennesker og vel især politiske kræfter mente ikke, at diskussionen var færdig, selvom der kunne anes en vis træthed i debatterne efterhånden. Så blev det burkaens tur, og den fik også lov at fylde spalteplads, så man nok undrede sig over, hvorfor man ikke mødte en burkadame på hvert et gadehjørne, når der nu blev talt så meget om den. De få burkadamer, man i medierne fandt frem til, var konvertiter og lykkelige over at være så betydningsfulde, at fjernsynet ligefrem kom på besøg. Mange af dem er etnisk danske, der har fået en ny identitet og måske for første gang føler, de er noget. Jeg har i hvert fald svært ved at tolke vores etnisk danske burkadamer anderledes.

Alle blandede sig i debatten, både muslimer og ikke muslimer, politikere og debattører fra hele det politiske spektrum, og det var ikke rigtig muligt at få debatten til at handle om eventuel kvindeundertrykkelse, fordi kampen om retten til at være religiøs eller ej fik lov at fylde alle medier hele tiden. Hvem der havde, og hvorfor der så var, denne interesse i at diskutere noget tøj, de muslimske kvinder selv sagde, de havde valgt, blev der spekuleret meget over og skrevet meget om. Men ingen kan vel betvivle, at der var kræfter på begge sider, der så en fordel i at få deres egne dagsordner til at fylde i medierne.

Både medier og debattører blev trætte, og da man så kunne melde ud, at de unge muslimske kvinder stormede frem i uddannelsessystemet, så var denne påståede kvinde undertrykkelse nok ikke- eksisterende.

Det er nok både rigtigt og forkert, fordi alle de stærke og dygtige unge muslimske kvinder, der blander sig i debatterne, lider vel næppe nød. De er sig selv bevidst og ved, hvad de vil.

Men skal vi så holde her og sige, at mediernes muslimske kvinde engang blev fremstillet som undertrykt og slet ikke er det alligevel?

At det i virkeligheden bare handler om, at nogle har en interesse i at skabe splid, afstandtagen, had og offerliggørelse?

Både ja og nej.

Ja, fordi debatten konstant drejes hen i en uheldig retning, og mennesker med troen på Allah lægges unødigt for had og mistænkeliggørelse om at ville knægte vores demokrati. Eller også lægges alle dem, der tager den kritiske debat op, for had, fordi de sikkert kun er ude på at skabe splid og have grumme dagsordner. Ja, det er blevet næsten umuligt at føre en sober debat, der både indeholder gensidig respekt og den nødvendige kritik og selvkritik i et mangfoldigt samfund.

Og nej fordi Q Freedom mener, at medierne helt og aldeles har glemt at fortælle, at mange muslimske unge kvinder ikke har de rettigheder, der står i Grundloven

§ 71

Stk. 1.

Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

LOKK får over 800 henvendelser om året fra ulykkelige unge piger, der enten tvinges ind i et ægteskab og/eller nægtes selvbestemmelse, hvor selvbestemmelsen måske bare handler om at få lov at leve det ungdomsliv og voksenliv, som mange af deres ægtemænd, brødre og fætre får lov til. Medierne har f.eks været flinke til at påpege, at de unge mænd fra de etniske minoritets miljøer bliver diskrimineret, fordi de afvises ved diskotekerne. Men når man spørger de selvsamme unge mænd, hvor deres søstre er, så fortæller mange af dem, at det skam ikke er tilladt for unge ”ordentlige” piger og kvinder at vise sig på diskotekerne. Medierne har ikke beskæftiget sig med, at det er lidt underligt, at vi ser så mange fyre fra de etniske minoritets miljøer i natten, mens deres søstre er derhjemme.

Om søstrene så helst vil være derhjemme, det ved vi ikke noget om, for det har medierne ikke spurgt om. Trodser hun så normerne og går ud i natten, så kan hun meget hurtig risikere at blive bebrejdet og mobbet, mens broderen får skyld for ikke at passe på sin søster.

Nogle unge fyre fra Mjølnerparken blev spurgt om deres søstre fik lov at gå ud. Til det svarede de nej, helt og aldeles.

Det vil sige, at de er underkastet en form for frihedsberøvelse. Så uanset veluddannede smukke unge muslimske kvinder, hvis meninger vi så ofte ser, hører og læser, så mangler vi at rette fokus på de helt basale menneskerettigheder, der burde gælde for alle mennesker, uanset tro og kultur, men ikke altid gør det.

Er det et så stort tabu, at ingen rigtig har lyst til at snakke om det? Eller skal vi ofre lige den del af ligestillingen på dydens alter, fordi de jo alt andet lige sidder og laver lektier og/eller venter på at blive gift, og det netop er derfor, de er så fandens dygtige?

Er det ikke meget bedre, end at unge kvinder bliver ofre for vores sexistiske kultur, vil mange hævde?

Fordomme er der nok af, fra begge sider. Det læste vi for nylig i avisen, hvor en ung muslimsk pige var sikker på, at danske fædre voldtog deres døtre. Det er så grotesk sørgeligt, at parterne fra hver sin lejr står og beskylder hinanden for en af de værste forbrydelser, der overhovedet findes.

Burde medierne ikke bruge spalteplads på at bryde fordomme ned, i stedet for at bygge dem op?

Det kunne jo være, at etnisk danske forældre også passede på deres pigebørn og vejledte dem til voksenlivet, men samtidig ikke var så bange for, om hun nu var jomfru eller ej, den dag hun stod foran alteret, hvis det var ægteskabet, hun nu havde lyst til. Eller at man i dagens Danmark sagtens kan være alenemor, karrieremor, lesbisk mor, husmor og eller bare single med hyggekærester.

At vi er forskellige og skal have ret til at være det, bør vel næppe være til diskussion, men vi har vel alle en drøm om det gode liv. Og det gode liv skal vi selv definere og skabe.

Lad os bede medierne om at hjælpe os med at rette fokus på uønsket social kontrol, så vi om få år, en anden 8 marts, kan høre de stemmer fra de kvinder, der ikke må, ikke kan, eller ikke tør blande sig i debatten. Hvordan de så vil administrere deres berettigede frihed, må være op til dem. Om de vil bruge deres frihed til at gå deres egne veje, om de vil have tørklæde på eller ej, om de vil træde dydens vej og vente på den eneste ene eller ej, det skal vi ikke blande os i, for det skal de suverænt bestemme selv.

Q Freedom holder sit halvårlige debatmøde næste gang den 12. april på Københavns Rådhus – denne gang om social kontrol. Der er gratis adgang og vi håber at se jer.

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (2)

Er den frie sexarbejder anno 2011 borgerlig?

20. februar 2011 – 10:34

Til trods for invitationens overskrift: “Borgerlig dame-tamtam”, var interessen for stor til bare at ignorere denne interessante invitation. Så jeg spurgte, om det var muligt at tilmelde sig, selvom jeg var sådan lidt over i den “lilla” farve. Det fik jeg lov til med den begrundelse, at nok var jeg for rød, men jeg var også liberal.

De er ikke uinteressante, disse unge borgerlige netværksskabende kvinder, og mine forventninger blev da også til fulde indfriet. Masser af unge kvinder, der var mødt op for at skabe nye netværk og flotte unge mænd sørgede for drinks i baren. At jeg både var “alderspræsidenten” men også lidt af en outsider gjorde ikke så meget. Jeg er jo liberal, men med et “rødt” hjerte. (Dem kan vi godt bruge nogle flere af)

Taler, borgerlige taler, skal jeg da love for, som havde til opgave at hjælpe de unge på vej til at finde ud af, om de nu besad de gode borgerlige værdier.

Aftenens så absolut mest interessante indslag var besøget af den fri sexarbejder Helene. Helene er 33 år, gift, 2 børn, sygeplejerske og har arbejdet i 15 år som sexarbejder, og nej, det var ikke Susanne Møller fra SIO.

Helene tjener omkring 600.000 kr om året, tilrettelægger selv sine arbejdstider og har en fast kundekreds. Sådan har hun selv valgt det, hvor andre, fortalte hun, ikke ønsker de faste kunder, som forpligter lidt mere.

Det blev til en hel time med spørgsmål og svar. Der var ingen tvivl om, at det var den gode løn, der var årsag til, at Helene ikke arbejdede som sygeplejerske. Dengang for 15 år siden havde det været et spørgsmål om ikke at sætte sig i gæld under uddannelsen, der fik hende til at gå ind i branchen. Men som årene gik så hun ingen grund til at kvitte jobbet. Om hun så arbejder som sygeplejerske også, fremgik ikke.

Spørgsmålene regnede ned over Helene, og selvfølgelig det mest præserende af alle nemlig, hvordan man kan adskille sex på arbejde og så sex med manden derhjemme. Helene svarede, at den sex, hun leverede på arbejde ikke var at sammenligne med det, hun havde sammen med sin mand. Den ældste datter var informeret om moderens arbejde, mens den yngre dreng endnu ikke skulle vide det. Hun var medlem af SIO og ønskede, som de andre medlemmer, at faget som sexarbejder burde opnå de samme rettigheder som andre jobs, bl. a. medlemsskab af en arbejdsløshedskasse.

På et spørgsmål om, hvorfor der ikke var flere medlemmer af SIO svarede hun, at mange sexarbejdere ønskede at leve i al ubemærkethed for ikke at risikere, at deres navn kunne komme til at figurere på diverse medlems lister. Helene mente da også, at der var færre frie sexarbejdere end oplyst, idet mange af dem optrådte flere gange i annoncerne, idet de reklamerede flere steder. så denne påstand om mange tusinder burde nok reduceres til et par tusinde frie sexarbejdere.

Hvordan så med alle de andre, dem på gaderne, de handlede, blev der spurgt om. De havde ikke noget at gøre med dem og ville heller ikke. Helene er selv lige så meget imod ufri prostitution som alle andre, men for nogle’s  vedkommende er de kommet herop til Danmark, fordi de kan tjene flere penge her end som prostitueret i hjemlandet.  Men igen -  man passer sig selv og blander sig ikke i andres anliggender.

Det sidste spørgsmål, tro imod aftenens overskrift var, om den frie sexarbejder var borgerlig. Jovist, blev der svaret, fordi de borgerlige er mere liberale!

Liberal eller ej, men om jeg forstår, hvorfor mit eget parti vil forbyde Helenes kunder i at besøge hende og også, hvis de kan slippe af sted med det, fjerne al prostitution. Det ved vi alle godt ikke kan lade sig gøre, men fordi de fleste ikke kan forstå Helene og Helenes valg, burde det jo ikke betyde, at hun så ikke må “eksistere”.

Man skal være psykisk robust for at klare dette job, ingen tvivl om det, og at jeg ikke ville kunne have klaret det og ej heller har noget ønske om at min datter skulle være sexarbejder (som folk altid fyrer af i raseri over ens liberale mening), ændrer ikke ved, at et forbud mod sexkøb af frie sexarbejdere er og bliver i den grad formynderisk. Lad dem være, giv dem rettigheder og lad os koncentrere os om at hjælpe alle dem, der ikke ønsker at være i den branche.

Tak for en interessant aften i godt selskab og jeg må tilstå, at jeg i mit røde hjerte savner en masse liberale holdninger i mit eget parti, også at man ikke så skævt til os, der trængte til en cigaret efter Helenes spændende fortælling! :)

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (1)

Ytringsfrækhed og Ytringspli

9. januar 2011 – 23:10

Denne gruppe har en Facebook ven og jeg oprettet. Inger er historiker og freelance journalist ved Weekend Avisen.

Ordet ‘Ytringsfrækhed’ blev brugt i 1998 af en journalist, der ikke brød sig om, at den grundlovssikrede ytringsfrihed også blev brugt af Dansk Folkeparti.

Efter Muhammedkrisen er det blevet et fast begreb i dansk debat. Det er ikke et nyt ord. Det blev jævnligt brugt i den første halvdel af 1800-tallet, af Enevældens tilhængere, folk, der gik ind for censur. Nu bruges ordet igen, i den indvandrer- og religionsdebat, hvor nye censurbestemmelser er trådt i kraft: Mens Grundloven og Sharialoven slås om retten til riget, kæmper de højreorientede venstrefløjens gamle kamp for ytringsfrihed, mens gamle socialister og kulturradikale kræver høflighed og - ‘ytringspli’.

Alle begreber sejler. Samtidig er den politiske, kulturelle debat, for første gang siden 2. Verdenskrig, blevet præget af et dødeligt had, ikke kun fra visse tilhængere af Sharia, men også fra den del af venstrefløjen, der føler sig kaldet til at være ‘de svage muslimers’ beskyttere. Med Muhammedkrisen blev det værre. Med denne internatiole begivenhed vaktes et gammelt dansk arvehad til live: Kampen mellem Højre og Venstre går mere end hundrede år tilbage. Den har ført til en dyb splittelse i den danske kultur.

Men det er - indtil nu - kun i besættelsestiden, at den også har været morderisk. Det er den blevet nu igen, med mordtruslerne. Og med det dødelige had, mange socialister og pæne radikale nærer mod de 12 Muhammed-tegnere, især mod Kurt Westergaard, en gammel kulturradikal religionskritiker. Han trues nu ikke alene af fanatiske fundamentalister, men hades også af gamle meningsfæller, som i debatten er vendt på en tallerken: Kristendommen var det tilladt at håne og spotte i humanismens navn.

Men ikke Islam! Disse venstreorienterede, radikale og kulturradikale betagter mordtruslerne ikke som overgreb på bysbørn, landsmænd og naboer, men som det internationale samfunds retfærdige straf mod racister, nazister og uhøflige personer. Vi mener, at disse synspunkter fortjener et modspil fra folk, som ikke er højreorienterede, og som ikke har glemt, at ytringsfriheden ikke er opfundet for at genere muslimer, men for at alle mennesker kan dyrke deres tro i fred og frihed. Også muslimerne. Vi ved, at der er stemmer i debatten, der fra et klassisk humanistisk synspunkt forsvarer den ytringsfrihed, som højrekræfter har taget patent på – fordi venstrekræfterne har mistet orienteringen. Hvad vi savner, er et samlet forum for en mere fornuftig debat.

Vi mener, at FB, den moderne tids forsamlingshus, er et godt sted at begynde. Vi håber, I vil være med! Venlig hilsen Karen West og Inger Holst

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (4)

Københavns nye integrationspolitik har 2 væsentlige fejl!

20. december 2010 – 10:30

af Karen West den 18. december 2010 kl. 09:50

Men inden de bliver nævnt kan jeg fuldt ud tilslutte mig indsatsen for inkluderingen. Selvfølgelig skal alle borgere i vores by føle sig som en del af fællesskabet. Vi har brug for alle, og alle skal føle sig værdifulde. Ikke mindst indsatsen overfor børn og unge, så de kan få en uddannelse og blive en del af arbejdsstyrken.

Der er intet i Københavns nye inklusionpolitik, jeg er uenig i, og qua mit politiske virke er vi nogle kvinder, bl.a.i Q Freedom, der i flere år har arbejdet hen imod det inklusionpolitikken sigter imod, nemlig at være sammen, lære af hinanden, føle og være en del af mangfoldigheden og glæde sig over den menneskelige udvikling, den medfører.

Jeg mangler den indsats overfor alle dem, der er udenfor arbejdsmarkedet. Jeg mangler, at der tænkes meget mere i, at folk skal arbejde, hvis de er på offentlig forsørgelse, sådan at de lærer, at man ikke kan modtage penge uden at bidrage til samfundet. Det ville være et incitament til at tjene egne penge, til at skabe virksomheder, til at føle sig inkluderet og nyttig og ikke mindst at blive en god rollemodel for de næste generationer. I altfor mange år, og stadigvæk, betragtes det at være tvunget til at arbejde nogle gange som en onde. Der står faktisk i udspillet: Risikoen for at blive ramt af 450 timers reglen! Nej, det er for mig ingen risiko, det er kun godt, at man skal arbejde, for det er den bedste vej til inklusion.

Jeg er udmærket godt klar over, at det er et langt sejt træk og meget , meget svært. Men hvis vi begyndte med at definere arbejde og selvforsørgelse som en belønning og ikke som en straf, så havde vi sendt et signal til  alle om, at offentlig forsørgelse bør kun kunne tåles i meget korte perioder!

Den anden mangel i integrationspolitikken er en øget indsats overfor den sociale kontrol af unge kvinder, vi alle ved finder sted, men som mange ikke vil høre om, ikke vil se se eller også bare mener, at  det skal vi ikke blande os i.

Et meget godt eksempel på den berøringsangst, der ligger i den problematik, er politikken om diskrimination i nattelivet. Jeg er fuldstændig enig i, at vores unge medborgere af anden etnicitet skal selvfølgelig have lov at komme på diskotek, og de skal ikke diskrimineres. Men står der noget om deres søstre, kusiner, veninder?

Står der noget om, at også unge kvinder skal sikres frihed og selvbestemmelse?

Nej, det gør der ikke. Man undlader bekvemt at nævne de unge kvinder, som ikke har den samme frihed som de brødre og fætre, der bliver diskrimineret i københavnske natteliv. Man ønsker ikke at italesætte problematikken omkring social kontrol, fordi mange er enig i, at kontrollen er på sin plads, og at det kun er fyre, der bør have frihed.

Det er jo også samfundsnyttigt, idet de unge kvinder sidder derhjemme og er flittige med lektierne. De får jo både uddannelser og arbejde og brokker sig ikke. Eller dem, der brokker sig, bliver hurtigt sat på plads af familien. Altså vi hverken ser eller hører dem. Det er jo nemt og bekvemt for alle andre end dem, det går ud over.

Men det kunne jo være, at hvis alle arbejdede for mere frihed for de unge piger og mindre for de unge fyre i de social belastede familier, så ville inkluderingen gå nemmere.

Jeg håber dog, at selve udmøntningen af alle de gode intentioner vil gøre en god forskel. Men til trods for alle de gode intentioner er der denne berøringsangst overfor det, der er allersværest, og som mange af frygt for at blive kaldt DF’er, fremmedfjendsk eller endnu værre, foretrækker at tie! Og det er faktisk til skade for inklusionen!

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (8)

Mit debatindlæg, som burde have været bragt i Politiken!

11. december 2010 – 01:12

Dagens overskrift i Politiken den 4.12 om, at ækle reklamefilm skræmmer rygere, burde have heddet: Ækle reklamefilm skræmmer de dumme rygere!

Forebyggelseschef hos Kræftens Bekæmpelse Hans Storm ærgrer sig over, at der skulle gå 12 år før skræmme kampagnen nåede fra Australien til Danmark, idet den jo netop fik den ønskede effekt, nemlig at skræmme især de kortuddannede mænd!

Ja, for alle dem med længere uddannelse ved jo godt, at filmene er vildt overdrevet, og at intet menneske kan leve med ren fedt i sine blodårer. En af filmene viser, hvordan der trykkes ren fedt ud af en blodåre.

Jeg tvivler på hvor mange, der lægger mærke til, hvor uhørt stigmatiserende disse udtalelser ren faktisk er.

I forbindelse med min tale til konferencen i efteråret om rygeloven, hvor jeg blev inviteret af sundhedsministeren for at være med til at nuancere debatten, som han sagde til mig, researchede jeg en del om retorikken i antirygekampagnerne. Retorikken er nu begyndt at rette sig mod de lavest uddannede, misbrugerne og de psykisk syge. De har været svære og er svære at nå med oplysende antitobaks kampagner. Så derfor kom skræmmefilmene som kaldet, for det er vel lige meget, om det er usandt og vildt overdrevet bare det virker på disse smådumme og uoplyste grupper. Anderledes kan det vel næppe tolkes.

Det må siges, at her drejer det sig om at målet helliger midlet og ingen vover, ej heller sundhedsministeren, at bede Forebyggelseskommissionen og Kræftens bekæmpelse om at behandle borgerne anstændigt.

Tænk hvis man var tømrer og ryger, eller på kontanthjælp, eller psykisk syg, så var man stemplet dum af de mest magtfulde antitobaks organisationer her i landet! Og ingen siger dem imod, for det tør man ikke, for så kunne man jo risikere selv at havne i gabestokken!

Ikke engang statistiske facts om, at et rygestop efter mange års rygning ikke forlænger livet, eller at Sverige kan ”mestre” en stigning på 40% i lungecancertilfælde blandt mænd, selvom vi netop betragter broderlandet som foregangsland, når vi taler levetid og sundhed. Disse statistiske facts læses forhåbentlig kun af de uddannede ikke rygere og skal for guds skyld ikke nå alle de smådumme rygere nede på de bagerste rækker? Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal opfatte retorikken imod rygere. De af os, der endnu er rygere og tør sætte os til tasterne for at give debatten bare en snert af nuance, ved, at vi har millioner af nikotinfabrikant kroner imod os. Vi ved, at hundredevis af phd’er , doktorgrader og succes rater er afhængige af, hvor mange penge der gives til at forske og bevise rygningens skadelige virkninger. Millioner og atter millioner af kroner kan vi ikke hamle op imod, men det eneste vi kan gøre er jo så at benytte os af ytringsfriheden, selvom den lider trange kår, når det handler om at nuancere ryge debatten.

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (3)

En storm i et glas vand!

2. december 2010 – 16:44

En storm i et glas vand, men hvilken storm? Tørklædedebatten kan virkelig få sindene i kog eller endda få dem til at koge over. For det er, hvad min oplevelse har været i denne nye udgave af tørklædedebatten. Vi har haft nogle stykker, både lødige, men også mindre lødige. Og jeg må tilstå, at jeg finder denne udgave af tørklædedebatten mindre lødig.

Det er konflikt for konfliktens skyld, og vi har nu atter engang har fået gravet grøfterne dybere ved at opildne til had og splittelse mellem muslimer med tørklæde og så dem, der ikke kan lide tørklædet.

Ser man på årsagen, handler det om en kvinde, der er ganske tørklædeforskrækket og ikke vil behandles af en læge med tørklæde. En (1) kvinde fra Næstved. Endnu værre går det jo, fordi patientvejlederen spørger, om hun er racist, og så bryder helvede løs. Vores sundhedsminister mener, at hun så kunne vælge et andet sygehus, og det skulle han ikke have sagt. Straks blev han kaldt i samråd, for det var uhørt, at man kunne nægte at lade sig behandle af personale med tørklæde. FOA’s formand Dennis Kristensen gik skridtet videre og tilkendegav, at tørklædeforskrækkede skulle meldes til politiet for diskrimination. Som om det ikke var nok, så melder Georg Metz sig nu på banen og skriver, at alle kvindelige læger bør gå med tørklæde!

Igennem næsten 12 år har jeg som afdelingsjordemoder på landets største fødested - hvor vi har ganske mange fødende med anden etnicitet, her i blandt muslimer med og uden tørklæde - kun en eneste gang været vidne til en tørklædeforskrækket patient. Det afstedkom hverken oprør eller politianmeldelser, men blev løst sådan helt fredeligt, ligesom så mange andre problemer man kommer ud for i mødet med mennesker, der er lidt anderledes.

En af mine dygtige kolleger, den muslimske jordemoder Noura, blev straks interviewet og jeg ved, at hun kun en gang - og alligevel ikke - har oplevet modstand mod sit tørklæde. Hun er afholdt og god til sit arbejde og de fødende har altid været glade for hende – tørklæde eller ej!

Under den ophedede debat bedyrede jeg, at så skulle mænd, der nægtede at lade en mandlig læge røre deres kone, jo også meldes til politiet, for det var, men heldigvis ikke så meget mere, langt mere hyppigt forekommende. I dag ser vi det næsten ikke mere, enten fordi vi har så mange kvindelige gynækologer eller også fordi, de muslimske mænd har indset, at en læge er en læge, hvad enten de bærer tørklæde eller slips.

Nogle var enige, andre har ment, det var et rimeligt krav, at man kunne fravælge en mandlig læge. Men ingen kan vel nægte, at taler vi diskrimination, så handler det ene om religiøs diskrimination og det andet om kønsdiskrimination, men diskrimination er det under alle omstændigheder. Bare forestillingen om, at vi skulle bruge vores meget kostbare tid på at sidde og skrive politianmeldelser virker latterlig og meget lidet patientvenlig.

Jeg tror, at sagen fra Næstved kunne være løst ganske uden al den opstandelse, hvis personalet havde været deres opgave voksen og løst konflikten til alle parters tilfredsstillelse. Men at en patientvejleder kunne få sig selv til at spørge, om patienten var racist, virker helt utilstedeligt. I stedte for at angribe en tilsyneladende bekymret patient, kunne man have sat sig ned og snakket med hende og hørt på hende, i stedte for at virke truende. Og havde personalet så ikke kunne løse konflikten, ja så må jeg give sundheds ministeren ret i, at så må man henvise patienten til et andet hospital, hvor han eller hun eller den pårørende kan få deres krav opfyldt.

For mig at se, så byder lejligheden sig til at få lov at svine hinanden til for gud ved hvilken gang. Og så synes jeg da, at især alle de mænd - incl. Georg Metz - der så ivrigt forsvarer kvinders ret til at bære tørklæde og egentlig mener, at alle kvindelige læger, jordemødre og sygeplejersker burde bære tørklæde, selv skulle tage et på. Så kunne det være, vi kunne tage deres udsagn lidt mere seriøst!

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (4)