Referat fra vores debataften: JOMFRU - FOR ENHVER PRIS?

10. april 2010 – 00:21

Her kort før jeg drager på en, synes jeg selv, velfortjent ferie, vil jeg lige kort fortælle, at vi havde en fantastisk aften ude i VerdenskulturCentret med debatten: JOMFRU - FOR ENHVER PRIS?
Over 100 fortrinsvis unge kvinder var mødt op, men også nogle få mænd. Der i blandt vores alle sammens ven, “Knud”, som var så flink at tage billeder. Dem har Sosun lovet at redigere.
Stemningen var fra starten god og en veloplagt imam Abdul Wahid var præcis, og vi fik os en lille lystig passiar inden mødet. Blandt andet om, hvem der nu engang i 70′erne havde været mester i luftguitar!!  Imamen havde sejret i Djursland, mens min mand havde været Bornholmsmester!  Man er vel fra samme generation! :)
Jeg synes både Kristina Aamand og Abdul Wahid havde nogle gode oplæg. Tvisten, hvis man kan kalde det en tvist, handlede om den manglende statistik på hvor mange mødomme, der ren faktisk blev “rekonstrueret”. For det drejer sig nemlig ikke om en rekonstruktion, idet den læge, og gid vi vidste hvem det er, blot snittede lidt og syede lidt strammere, så man måske kunne forvente, at der ville komme en blødning ved første samleje herefter. Abdul Wahid efterlyste, hvor stort problemet var, idet han aldrig var stødt på det. Men de formastelige læger vil ikke stå frem, sagde Kristina.
Kristina belærte alle om, at kvinder var udstyret med meget forskellige mødomme, og at det at bløde på bryllupsnatten stort set intet havde med virkeligheden at gøre.
Abdul Wahid fortalte, at havde en ung kvinde haft samleje, kunne hun jo søge om tilgivelse, idet Islam krævede, at både kvinden og manden var “jomfruer” indtil ægteskabet, men at de så sandelig ikke behøvede at komme i helvede, selvom de havde trodset de religiøse anbefalinger. Mange unge kvinder var så rædselsslagne, fordi ”søstre” og “brødre” var hurtige til at sige, at de endte i helvede, hvis de ikke var jomfruer.
Og Abdul Wahid var fortørnet over, at det ofte var tilfældet, at man altid talte om krav til jomfruelighed for de unge kvinder, men at de unge mænd ikke blev holdt under skarpt opsyn. Det ville imamen godt tage op til en fredagsbøn. Men han ville ikke snakke mødomme eller mødoms rekonstruktioner. Kristina bad om 10 min. af fredagsbønnen, men det var vist ikke muligt.
Der var en livlig debat herefter og en sagde sogar, at hun som sygeplejerske oplevede, at unge piger, der var jomfruer, alligevel søgte operation, blot for at være sikre på, at de kunne bløde på bryllupsnatten.
Alle var enige om, at det var en forfærdelig uskik, og at den var kultur bestemt. Derfor kunne man gøre noget ved problemet.
Flere mente, at man burde arrangere en aften med mødrene. fordi mødrene skal informeres og skal lære at lade kontrollen over de unge pigers mødomme i fred, De unge mænd, der kræver en jomfru og forventer, fordi de ikke ved bedre, blod på lagenet, skal informeres grundigt.
I det hele taget skal dette problem tages op, meget grundigere, fortrinsvis i skolerne. Kristina gør et stort arbejde, og nogle fra salen fortalte, at de havde været med til at udarbejde informationsmateriale om seksualvejledning på flere sprog.
Men åbenbart er det alligevel ikke nok, idet problemet er der forsat. Ikke kun Kristina kunne bekræfte dette, men også flere fra salen bekræftede, at problemet eksisterede i stor stil, så det er op ad bakke. Både fordi de unge kvinder skal have lov at have deres mødomme eller ”bristede” mødomme i fred. Det vil sige, at kvinder selv skal bestemme over deres egen krop, og det skal hverken far, mor eller kommende ægtemand. Og måtte hun ønske at gemme sig til den eneste ene, ja så er det hendes valg også.
Så vi skal ud til mødrene og ud til de unge mænd, så de får den fornødne viden om, at selvom en ung kvinde er jomfru, så er det sjældent, der kommer blod ved første samleje. Og så som det aller vigtigste, at en ung kvindes seksualitet et altså hendes egen, og det skal den være fra fødsel til død.
Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (5)

Fri Debat + Trykkefrihedselskabet = kuldsejlet storslået idé!

31. marts 2010 – 21:37

Jeg var en af dem, der deltog i FRI DEBAT’s første debataften på Borup Højskole her i vinter.

Det var en god og spændende aften, hvor ytringsfriheden og truslen om mangel på samme, blev debatteret på fineste vis.

En afskaffelse af blasfemi - og racismeparagraffen kunne være ønskelig, i hvert fald blasfemiparagraffen blev grundigt kritiseret. I disse år udøves mere og mere selvcensur i medierne og blandt politikere og efterhånden er tonen hård og skinger, når debatterne kører.

Men det er faktisk slet ikke det, jeg vil skrive om, thi jer sidder lige nu og er gal i skralden!

Jeg er blevet inviteret til en Facebookgruppe, hvor Trykkefrihedselskabet og Fri Debat er gået sammen om at afskaffe blasfemi - og racismeparagraffen. Det kunne for så vidt være en god idé, hvis det ikke lige var for, at jeg har personlig kendskab til nogle i Trykkefrihedselskabet, som vil have forbud mod tørklæder, mod Koranen , mod Islam, mod Hitz-ub-Tahrir. Ja forbud mod alt, hvad de så ikke lige selv står for. Det er det, de kalder ytringsfrihed. For mig at se, vil de kun hylde ytringsfriheden til at nedsable Islam!

Initiativtageren til Facebook gruppen hylder Gert Wilders, som jo vil have Koranen forbudt.

Katrine Winkel Holm virker ærlig talt heller ikke særlig frisindet. I det hele taget er religiøse mennekser jo ikke særlig frisindede, og dem er der mange af i Trykkefrihedselskabet, de er “bare” kristne, og i den grad kristne!

Jeg havde sådan håbet, at FRI DEBAT netop kunne stå alene og placere sig som en fornem tilhænger af virkelig ytringsfrihed, såvel for Mogens som for Muhammed. Der er noget i Trykkefrihedselskabet, jeg godt kan lide, men når talen så skal handle om al den fjendtlighed overfor vores muslimske medborgere, så står jeg simpelthen af - OG DET BURDE FRI DEBAT OGSÅ GØRE.

Af Karen West | Gemt i Mangfoldighed, Religion | Kommentarer (84)

Min tale på Københavns Rådhus til kurdiske studerende og akademikere.

20. marts 2010 – 20:45

Tak for invitationen. Jeg synes det er en spændende udfordring at skulle holde tale for jer om kvindernes kamp for frihed og ligestilling.

8 marts, Kvindernes Internationale Kampdag kan anskues fra flere vinkler, og intet er helt sort eller hvidt, men alligevel tager jeg disse to kort op i hånden og vil spørge jer, hvilken historie skal jeg fortælle?

Måske er der nogle af jer, der har set filmen, Festen, hvor den ældste søn står med to taler og spørger faderen om, hvilken tale han foretrækker. Det blev den grumme tale, faderen valgte. Men helt så grumt behøver det ikke være i dag, idet jeg heldigvis kan fortælle nogle gode historier, og så venter jeg lidt med de grumme.

Jeg er jordemoder og har arbejdet som jordemoder, ved siden af mit politiske arbejde, i mange år.

Så hvordan kan det være, at alverdens kvinder, halvdelen af jordens befolkning, som føder ens, som føder med smerte, som tager sig af børnene, af deres mand, hvis de har en sådan, de deltager i samfundet, bliver gamle, men de har så ulig vilkår.

Hvad var det vi gjorde herhjemme, så det i dag næsten er en selvfølge med ligestilling, frihed og selvbestemmelse?

For at illustrere, hvor afgørende kvinders frihedsrettigheder kan være eller snarere er for deres frihed til at vælge til og fra, har jeg ladet Nora føde her i Danmark af ganske almindelig ærkedanskere.

Vi følger lidt med i Noras liv og stopper op, der hvor andre har skabt de forudsætninger for Nora, så hun kan vokse op til ligeværdighed, ligestilling og selvbestemmelse og ikke mindst Noras mor, så hun som en selvfølgelighed kan deltage i samfundet, tjene penge, kan vælge det liv, hun nu brænder for som en fri kvinde og i det hele taget har lige så mange rettigheder som sin mand.

Nora bliver født som en sund og velskabt lille pige, der ligesom så mange andre millioner af spædbørn lever af sin mors mælk. Hun får lov at nyde den i rigtig mange måneder, fordi vi i Danmark har sikret kvinder en lang barselorlov på ca 1 år, ikke mindst for at fremme amningen og barn/ forældrerelationer. Amning og god mor/barn relationer giver en sund og glad baby, især fordi Noras far også har barselorlov, og han lærer sit barn at kende, lærer at drage omsorg for barnet, lærer at vise følelser, og finder ud af, at det faktisk også giver en masse energi og glæde at passe et spædbarn.

Så da Nora er 1 år, er hun klar til at møde op i vuggestuen og lære at være social, udvikle færdigheder og ikke mindst så mor og far, ikke mindst Noras mor, kan genoptage sit arbejde og sikre sin forsatte karrieremæssige udvikling og engagement i samfundet.

Især Noras mor er heldig, fordi det i rigtig mange lande slet ikke findes vuggestuer og børnehaver, og findes de, er det i meget begrænset antal. Noras mor behøver ikke at være tvunget til at gå hjemme og være økonomisk afhængig af, at Noras far giver hende husholdningspenge. Hun behøver heller ikke være afhængig af sin mor eller svigermor endnu mindre. Noras mor og far kan selv bestemme, hvem der skal passe Nora og især hvem, der er ansvarlig for hendes opdragelse. Og så kan Noras mormor og Noras farmor jo også stadigvæk være på arbejdsmarkedet, men også en frivillig hjælp til pasning og omsorg. For Noras mormor har jo selv været med til at kæmpe for de rettigheder, de nu nyder frugten af. Hvordan fik Noras mor sammen med Noras far, den frihed til selv at bestemme, hvordan deres liv skulle forme sig?

Den første halvdel af dette hundredeårs jubilæum så vi et spirende kvindeoprør. Men det var kvinder med gode uddannelser og de var ældre, idet det dengang var utænkeligt, at en småbarnsmor meldte sig som aktiv politiker. De nye kvindebevægelser dukkede op i en støt strøm i 60’erne både i USA og i Europa, fortrinsvis i England, Tyskland og i de nordiske lande. Kvinderne kæmpede for ligeløn, for frihed, for seksuel frihed og imod økonomisk og social forskelsbehandling af mænd og kvinder. Kvinderne stormede ind på de videregående uddannelser, de arrangerede kvindelejre, de skrev bøger, de holdt kvinde-konferencer, de holdt utallige møder i basisgrupper. De gik i demonstration imod det mandsdominerede samfund, både den skjulte og den åbenlyse forskelsbehandling mellem kvinder og mænd. Et meget vigtigt mål, fik de gennemført med lovgivningen om fri abort i 1973. Alle kvinder har ret til provokeret abort før 12 svangerskabsuge på alle hospitaler i Danmark. Hvad angår kvindelejrene, er den mest kendte Femølejren, hvor kvinder med og uden børn hentede styrke, blev inspireret, underviste hinanden og havde som mål at gøre sig selv og medsøstrene stærke i et mandsdomineret samfund. Når kvinderne vendte hjem fra kvindelejrene, hentede de støtte i de lokale basisgrupper. Der var både jubel, sorg, tårer og livlige diskussioner i basisgruppernes. For det var jo nemt at være stærk blandt kvinderne, men når man så vendte hjem til en mand, en kæreste, en familie, som aldeles ikke syntes det var så fedt med en emanciperet kone, kæreste eller datter, så fik de hjælp i basisgrupperne til at tage kampen op, hvis der var en kamp, for ofte udeblev den, idet det trods alt var de få, der gjorde rigtig meget modstand.

Helt banalt handlede det jo om at kræve, at manden, også bidrog med madlavning, med børnepasning, med rengøring, men også at han støttede sin kærestes, sin kones, eller måske en datters ønske om en bestemt uddannelse, arbejde eller blot en bestemt levevej.. Skilsmisser kunne da heller ikke undgås og mange kvinder bidrog da også med store ofre, idet børnepasning og husmoderarbejdet stadig var kvindens ansvar. Så hun kunne blive grundigt bebrejdet, og hun fik skylden for skilsmissen, altid også selvom hun sådan set blot stillede krav om et fælles ansvar. Det var ikke nemt, og det var heller ikke retfærdigt, og vi alle skylder disse kvinder en stor tak. Heldigvis var der mange mænd, der bød en mere ligelig fordeling af arbejdsopgaverne velkommen. De kunne godt se, at det var en fordel at kvinderne engagerede sig i samfundet, tjente penge og tog et økonomisk ansvar. Og de kunne især se fordelen i at have en glad kæreste, en glad kone eller en glad datter.

Kvinderne blev stærke og med stadig bedre uddannelser, en ny mere samfundsorienteret identitet, egne tjente penge kunne de forsørge sig selv, hvis manden og/eller familien forsøgte at tryne dem tilbage til de traditionelle kønsrollemodeller. Nogle kvinder, men især mænd selvfølgelig, tordnede imod kvindebevægelsen og hævdede, at kvinderne både blev sterile og mandhaftige af deres kamp. De fik skyld for at forsømme deres børn, ødelægge familierne, kastrere mændene, ødelægge samfundet og meget mere i den stil. Ja, de blev sogar beskyldt for at blive lesbiske. Nogle kvinder føjede sig så, de bukkede under og makkede ret. Det blev de ofte ikke særlig lykkelige af. Mange af disse kvinder blev ganske vist udearbejdende, men så havde de så også det fulde husmoderarbejde, når de kom hjem fra arbejde. Men lysten til forandring var sået og forandringslysten voksede ganske bravt i disse år!

Ganske langsomt så alle jo, at kvinderne ikke blev mænd, ikke blev lesbiske. De blev sandelig stadig væk ved med at være smukke og attraktive, de fødte sandelig stadig børn og de bidrog, som det bedste, næsten ligeværdigt til familiens økonomi. Og ikke nok med at kvinderne kunne bidrage til økonomien, men de tog jo så også noget af det økonomiske ansvar fra manden. Manden oplevede et mindre økonomisk ansvar, men fik så til gengæld et ansvar for børnene, og som bonus større fortrolighed og samvær. Der blev råd til hus, have og en bil og med færre børn, fordi den fri abort var indført, så blev det en gevinst for hele familien.

Når nu Noras mor kunne begynde på arbejde efter endt barselorlov, så skyldes det også, at man i det politiske system sikrede, at der var de institutioner, der var brug for. Det lykkedes, også fordi flere og flere kvinder gik ind i politik, både kommunalt og på landsplan. Det fik kvinderne nemlig tid til, både fordi de kunne bestemme hvor mange børn, de ville have, og bestemme, at de børn, de nu valgte at få, også kunne blive passet i en institution.

Børneinstitutionerne er også med til at sikre, at drenge og piger lærer at omgås hinanden på en naturlig måde. De lærer social omsorg for hinanden. De leger med hinanden og lærer af hinanden, og det forsætter de med i skolerne og i skolefritidsordningerne.

Så Noras forældre ved, at Nora i vuggestuen, i børnehaven, i skolen og i fritidshjemmet lærer at forholde sig naturligt til det modsatte køn. Nora vokser op i en verden, hvor der ikke bliver gjort forskel på drenge og piger, så når hun en dag skal stå på egne ben, så er hun rustet til og vil stille krav om at fungere på lige fod med det andet køn. Nora og hendes jævnaldrende drenge- og pigevenner vil opleve det helt naturligt at tage fælles ansvar for økonomien, for børnene, for husholdningen og ikke mindst for samfundet.

Det var historien bag det hvide kort.

Vi har også det sorte kort!

Det handler om, at verden ikke er så rosenrød som Noras og Noras forældre. Det handler om at fattigdom, patriarkalske kultur mønstre, manglende ressourcer, hindrer børn i at vokse op med de muligheder og den frihed, vi kunne og skal ønske for alle børn og deres forældre i dette land.

Vi ved, at fattigdom og manglende ressourcer altid går ud over kvinder og børn. Her hjemme har vi også fattige, ikke at de sulter, men nok til, at de ikke har overskud til at opdrage deres børn til at kunne fungere i samfundet, ikke har nok ressourcer til at sikre børnene en uddannelse og en positiv identitet. Og ikke så sjældent fører afmagt til vold og undertrykkelse, og det gælder alle kulturer, men er selvfølgelig mest udbredt i patriarkalske samfund.

Og det siger jeg, fordi kvinders frihed og selvbestemmelse er afhængig af, at hendes omgivende samfund er ressourcestærke nok til ikke at lade deres frustrationer og afmagt forplante sig til vold overfor en svagere part.

Vold mod kvinder sker på tværs af etnicitet, kultur, religion og social status og skal bekæmpes med disse parametre i mente!

Vi har i dag mindst 300.000 borgere af anden etnisk herkomst. Mange flygtninge/indvandrere er barnefødt her og mange er kommet hertil som små og andre igen familie samføres. Så mange af de unge i dag er vokset op i et velfærdssamfund, som skulle sikre de unge piger, og mænd for den sags skyld, de samme muligheder som Nora, og Noras forældre.

Men nogle gange er det som om, at menneskers kulturelle identitet bliver stærkere, når de bor langt væk fra oprindelseslandet. Ja, vi ser ofte, at de genoptager kulturmønstre, der ikke engang er særlig udbredt i oprindelseslandet. Og det være sig kulturmønstre, der har en stærk patriarkalsk identitet. Stærke æresbegreber og overdreven social kontrol over døtrene fastholdes og praktiseres på trods.

Det førte til, at vi var nogle, der søgte hinanden på tværs af kultur og etnicitet og vi stiftede kvindebevægelsen Q Freedom. Vi arbejder for, at unge kvinder får lov til at bestemme over eget liv, får lov til at uddanne sig og ikke mindst, at vi på tværs af kultur og etnicitet lærer hinanden at kende, får forståelser for hinandens kulturer og at alle kvinder, uanset etnicitet, kultur og religion får lov til at vælge lige præcis det liv, hun nu føler for.

Vi behøver ikke alle at være ens, og vi behøver heller ikke at være enige om det hele. Og verden og dermed også Danmark er blevet mangfoldigt og multikulturelt, så derfor kan vi ikke hævde, at lige præcis Noras og Noras forældres liv er det ideelle, men muligheden for at vælge frit skal sikres alle unge mennesker.

Lad os få mændene med i de næste 100 års kvindekamp. Det kan kun være i alles interesse, at kvinderne er selvstændige, stærke og frie, og at vi bliver enige om, at patriarkalsk kultur bremser mere end den udvikler. Lad os kalde den nye fælles kamp for Den Internationale Demokrati og Friheds Kamp.

Tak for ordet!

Af Karen West | Gemt i Kvindekamp!, Mangfoldighed | Kommentarer (1)

Mig, Khalid Alsubeihi og arabisk frokost!

14. marts 2010 – 13:07

Jeg blev taget imod af en meget smilende Khalid Alsubeihi, der låste døren op til værestedet Nørrebronx i Rantzausgade en regnfuld kold formiddag. Med sig havde han arabiske delikatesser nok til at mætte en større forsamling. Kaffen blev sat over, og ivrigt gestikulerende viste han mig rundt i værestedet og fortalte om husets mange aktiviteter.

Og hvad lavede jeg så derude?

Jo, jeg var jo en af dem, der for i flint over køns adskillelsen i Korsgadehallen til det famøse møde med sheikh Khalid Yasin fra USA, der på YouTube giver de fleste myrekryb over sine rabiate holdninger til homoseksuelle og kvinder, i hvert fald har mange reageret, og der i blandt jeg. Vi var nogle, der ivrigt forsvarede Jaleh Tavakoli fra Enhedslisten, der højlydt protesterede imod køns adskillelsen, og som endte med at gå, blive gået, før mødet kom i gang.

En Facebook gruppe, ViOmIs, som er styret af Khalid Alsubeihi, lederen af Nørrebronx,et værested for unge på Nørrebro og støttet af Københavns Kommune, inviterede til et møde for at forklare, hvorfor han tog dette drastiske skridt at invitere en rabiat muslim til at vejlede de unge. I stedet for at bruge vores egne mere moderate imamer, eller nok mere ønskværdigt, vores egne gode rollemodeller, borgere af anden etnisk herkomst, der har klaret sig og klarer sig godt i det danske samfund.

Jeg tog imod indbydelsen, både fordi jeg er uenig med måden at nå disse unge på, og fordi jeg sådan set altid gerne vil lytte og prøve at forstå, hvorfor nogle handler, som de gør.

Så nu sad vi så der. Os to, fra hver sin verden, med hver sin dagsorden. For min dagsorden var jo klar nok. Hvordan ville disse unge forholde sig til ligestilling og kvindefrigørelse, når de skulle opdrages af en rabiat muslim? Og hvordan skulle de unge nogensinde nå ud til og ind i samfundet med den rollemodel af en rabiat konvertit.

Som det nu er, når to mennesker snakker sammen, så fortalte vi om os selv, børn, arbejde, politik og alt muligt andet, også kvindefrigørelse, og om vi overhovedet kunne finde en fællesnævner. Det kunne vi sådan set godt. Der var nu ikke ret meget ”rabiat” over Khalid.

Hvad var det så, der gjorde indtryk på mig?

Jo Khalid fortalte. At forholde sig til kvinders ligestilling kunne han godt, men de unge var så langt væk fra alt, hvad der overhovedet kan kaldes normal adfærd, at der skulle helt andre drastiske midler til, før de nogensinde kunne nå derhen at forholde sig til ganske almindelige samfundsanliggender.

De var derude, hvor Hitz-Ub-Tahrir kaldes de moderate. Der ude hvor de sammen med 10 års drenge fik en identitet igennem mere rabiate islamister end Hitz-Ub-Tahrir nogen sinde kunne ”gøre sig fortjent til”. De opsøgte disse unge og deres mindre søskende, og systematisk fik dem til at brænde for deres sag.

De unge og drengene så op til de rabiate, de havde opgivet at blive accepteret af samfundet, de havde intet at tabe, mener de. Khalid forsøgte nu som en sidste udvej, inden yderligere radikalisering, at få dem ind på en fredelig religiøs vej, som var ikke voldelig og som hedder Al- wasadia (den gyldne middel vej).

Det måtte først og fremmest handle om at få dem til at nedlægge våbnene, få dem til at vende sig mod den fredelige islam, før man overhovedet kunne gå i gang med at demokratisere dem, fortalte Khalid.

Og derfor havde Khalid inviteret denne sheikh Khalid Yasin, idet manden selv havde været en del af bandemiljøet der ovre i USA.

Faktisk tilbragte jeg to hyggelige timer med Khalid Alsubeihi. Min yngste søn på 22 år kom endda forbi, fordi mødet trak ud, og han havde da også både spørgsmål og kommentarer Khalid.

Jeg kunne i hvert fald godt forstå, at måtte det lykkes for Khalid at redde nogle af de unge fra bandemiljøet og ekstrem radikal Islam og ind på en fredelig religiøs vej, så vil det være en sejr og kun godt for de unge.

Jeg kunne da så også ønske mig, at man næste gang inviterede ”samfundet” med til et dialogmøde med de unge, og at jeg så kunne møde op til en sal, hvor kvinder og mænd sad blandet, og at både Jaleh, mig og andre ligestillingsorienterede kvinder ikke ville føle os provokeret af et ”strejf” af kvindeundertrykkelse.

Af Karen West | Gemt i Mangfoldighed, Religion, kvindeundertrykkelse | Kommentarer (0)

Min mor var også med til, at “8.marts” blev en naturlig del af sin mor-rolle!

7. marts 2010 – 18:24

I går fyldte min mor 90 år og i morgen er det den 8. marts!

Selvfølgelig blev min mor fejret efter alle kunstens regler, med hele familien og de efterhånden få levende gamle venner, samlet omkring sig, og festen blev en rigtig dejlig oplevelse for alle. Vel er hun dement, men som skrevet tidligere, da vi tog den mest skadelige medicin fra hende, livede hun op og har lige siden været livsglad. Fin var hun, og glad var hun også, og hvem ville ikke være det ved synet af alle de glade mennesker, ikke mindst oldebørn, der nød at være til fest med søskende, kusiner, fætre, grandkusiner, grandfætre, onkler, tanter, morbrødre, mostre, fastre, bedsteforældre og forældre.

I morgen er det den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, hvor vi hvert år sætter fokus på ligestilling, kvinders frihed eller mangel på samme, eller kvinders magt, der hvor den for nogle er for stor, og for andre for lille.

Jeg kom helt automatisk til at tænke på, hvad var det min mor gjorde, så jeg som det naturligste i verden under ingen omstændigheder ville finde mig i at være offer for undertrykkelse og forskelsbehandling på grund af mit køn!

Min mor kom fra fattige kår, meget fattige kår, og har oplevet 30′ernes depression, sin fars arbejdsløshed, sin mors mange job med at vaske trapper og gøre rent. Hun var den ældste af 3 og kan den dag i dag huske, at hun på et meget tidligt tidspunkt havde ansvaret for sine mindre søskende, når moderen, min mormor, var på et af sine mange jobs. Arbejderkvinderne knoklede, især hvis de ikke havde en uddannelse, som kunne løfte dem op ad den sociale rangstige. Faderen, min morfar, var såmænd ganske skikkelig og helt ikke- voldelig, selvom det dengang var meget almindeligt, at fattigdom og magtesløshed gav sig udtryk i voldelig adfærd overfor de nærmeste. Han led under sin arbejdsløshed og trøstede sig ind i mellem med flasken, indtil han fik et ultimatum af min mormor. Så blev han afholdsmand, fik arbejde og familien fik det bedre på alle måder. Men under depressionen tog kvinderne oftest over, og de måtte finde sig i underbetaling, usle arbejdsvilkår og lange arbejdsdage. Og alligevel var det ofte ikke nok til at mætte mundene derhjemme. Børnene blev ladt alene, fik mangel sygdomme, og de fik i hvert fald ikke hjælp med lektierne og livets store spørgsmål. Der skulle ekstraordinære kræfter til at hive sig selv ud af den sociale arv, eller en ekstra indsats fra forældre til at give dem kræfter til et liv, der var anderledes og bedre.

Tilstande vi i dag dårlig kan forestille os, i hvert fald ikke herhjemme, selvom vi i dag også har fattige, bare på en anden måde, men det  er en anden “historie” - og dog!

Min mor lærte, på den hårde måde, at vejen til frihed og lykke var en uddannelse, for ellers sad man i fattigdoms saksen. Hun lærte også, at igennem uddannelse får kvinder selvbestemmelse og mere ligestilling, idet de jo så kan klare sig selv økonomisk, hvis ægtemanden viser sig ikke at kunne bruges til noget, eller at han er voldelig, fordi han ikke er tilfreds med sig selv.

Min mors “8. marts” handlede om at sikre sine børn en uddannelse og fortælle dem, opdrage dem til, at der såmænd ikke var den store forskel imellem kvinder og mænd, hvad husligt arbejde angår. Både min far og mor lærte os, at vi på trods af forskelligt køn var lige meget værd og kunne arbejde lige meget. Jeg lærte også, at ingen skulle definere, hvordan jeg skulle leve mit liv og da slet ikke nogen mand eller for den sags skyld nogen andre end mig selv. Min salige fader, som var sømand, tog tørnen derhjemme med største selvfølgelighed. For han havde jo lært at skrubbe dæk og rydde op, fra livet på søen.

I min barndom fattede jeg ikke, der kunne være forskel på drenge og piger ud over de fysiske. Det lærte jeg først ude i det virkelige liv, og så kan det nok være, at kampgeisten vågnede, og den håber jeg da aldrig dør ud, i hvert fald ikke før mig selv!

Et tillykke til min mor med de 90 år, og alle ønskes en god 8. marts med fokus på uddannelse og selvbestemmelse!

Af Karen West | Gemt i Ikke kategoriseret | Kommentarer (18)

International Kvindedag - I verden og i Kurdistan

4. marts 2010 – 21:51

Debat på Rådhuset: “International Kvindedag - i Verden og i Kurdistan”

Type:
Mærkesager - Møde
Dato:
17. marts 2010
Tidspunkt:
17:00 - 19:00
Sted:
Københavns Rådhus

Beskrivelse

Kære netværk,

Vi har fornøjelsen af at invitere til debat med overskriften “International Kvindedag 1910-2010 - i Verden og i Kurdistan”.

På programmet har vi nationale og internationale akademikere og NGO’er, der hver især vil præge dagen med indsigtsfulde oplæg:

Mustafa Topal, cand.mag: “Ægteskabsmigration - en undersøgelse af kvinders perspektiver på transnationale ægteskaber og statens intervention”
Ann-Kristin Kowarsch, medstifter af UTAMARA(Center for Women’s Issues):http://en.wikipedia.org/wiki/Ann-Kristin_Kowarsch
Karen West, aktivist fra rødstrømpebevægelsen og stifter af QFreedom.

Mere info følger.

Sæt kryds for d. 17. marts kl. 17.00 på Københavns Rådhus.

Af Karen West | Gemt i Kvindekamp!, Mangfoldighed | Kommentarer (0)

JOMFRU - FOR ENHVER PRIS?

4. marts 2010 – 21:21

Type:
Møder - Konference
Dato:
7. april 2010
Tidspunkt:
19:00 - 21:00
Sted:
VerdenskulturCentret, Nørre Allé København N

Beskrivelse

Q Freedom inviterer hermed til debataften den 7. april 2010 kl. 19.00 - 21.00 i VerdenskulturCentret på Nørre Allé i København.
Aftenes tema er inspireret af debatten mellem Kristina Aamand og imam Abdul Wahid Pedersen, som i efteråret var i Deadline DR2 i debat om mødomsproblematikken i visse kulturer.

Vi har valgt at fokusere på den kultur, der mener, at unge piger kun er noget værd på ægteskabsmarkedet, hvis de kan bevise, de er jomfruer på brudenatten. Derfor ser man flere og flere unge piger, der underkaster sig operation for at få en ny mødom.
Det er et dilemma. For hvorfor skal en ung kvinde partout være jomfru for at kunne blive accepteret af familien, men på den anden side risikere at blive udstødt eller i værste fald lide døden for sit “letsind”, hvis mødommen mangler på brudenatten?

Og hvem er det, der påstår og hvorfor påstår de, at en ung ugift kvinde er mindre værd, hvis hun ikke har en intakt mødom?

Af Karen West | Gemt i Kvindekamp!, kvindeundertrykkelse | Kommentarer (0)

Kan det blive blasfemisk at anklage de hellige skrifter for kvindeundertrykkelse?

3. marts 2010 – 00:06

I går deltog jeg i det første debatmøde arrangeret af netværket FRI DEBAT.

Man kan læse om netværket på deres hjemmeside www.fridebat.nu  - Og jeg formoder, der bliver lagt et referat af mødet på hjemmesiden.

Paneldeltagerne var:

Erik Bjerager, chefredaktør på Kristeligt Dagblad
Flemming Rose, kultur- og opinionsredaktør på Jyllands-Posten
Henning Koch, professor i forfatningsret på Københavns Universitet
Jacob Mchangama, chefjurist i tænketanken CEPOS og medstifter af Fri Debat

Flotte og tankevækkende forsvarstaler for og imod blasfemi paragraffen. Jeg hæftede mig især ved, at Flemming Rose var bekymret for, om ytringsfriheden blev stadig mere indskrænket i takt med den globaliserede verden og de multikulturelle samfund. Men som Erik Bjergager sagde, at vi jo måtte værne om de religiøse mindretal, så de ikke blev udsat for hetz.

Jeg vil nøjes med at hæfte mig ved en problemstilling, som en tilhører fremsagde.

Han spurgte Henning Koch, som er tilhænger af blasfemi paragraffen, om man kunne risikere, at SANDHEDEN MÅTTE VIGE FOR HENSYNET TIL UKRÆNKELIGHEDEN AF RELIGIØSE FØLELSER.

Til det svarede Henning Koch, at det kunne man godt risikere!!

Nu ved vi alle, at en radikal eller fundamentalistisk fortolkning af stort set alle hellige skrifter giver kvinderne en ringere status end mændene. Vi ved, at de hellige skrifter er skrevet af mænd, og vi ved, at der overalt i hellige skrifter findes passager, der klart stiller en kvinde ringere både seksuelt, socialt og økonomisk.

Så er løbet ligesom kørt, er det ikke?

For hvis vi ikke må kritisere de tekster, der åbenlys modarbejder kvinders ligestilling og selvbestemmelse, hvordan skal vi så nogen sinde kunne arbejde for kvinders frie vilje og selvbestemmelse - i hele verden?

JEG SYNES DA, SPØRGSMÅLET ER YDERST RELEVANT HER OP TIL DEN 8. MARTS

Måtte nogen føle for at deltage i debatten, handler dette indlæg om alle religioner . Det er dilemmaet, der er til debat !

Af Karen West | Gemt i Kvindekamp!, Mangfoldighed, Religion, kvindeundertrykkelse | Kommentarer (22)

Kæmper kvinderne for kvinderne i Enhedslisten?

23. februar 2010 – 10:37

Enhedslisten blev i sin tid dannet af DKP, VS og KAP. Min viden om KAP er næppe stor, men DKP og VS kan jeg godt huske fra min ungdom. Ja, jeg var endog medlem af DKP som ganske ung. Med tiden bliver vi ofte lidt mere lyserøde, men det er uvæsentlig i den her sammenhæng.

Det væsentlige er nok mere, at DKP dengang som nu betragter religion som en privatsag. Ja faktisk har det lydt dengang i mine “ungdomsører”, at religion var opium for folket! Kvinders ligestilling og ligeværdighed kan ikke gradbøjes og kan ej heller fortolkes andet end bogstavelig.

VS’erne var mere bløde  dengang, og det synes som om, at det mere kendetegner EL i dag - den rummelige og bløde tilgang til socialismen. Ja, man kan blive så “blød”, at grænserne for hvad man kan rumme ganske fortoner sig ud i det uvisse!

Johanne Schmidt Nielsen er et flot eksemplar for sit parti. Dygtig, rummelig og skarp, ingen tvivl om det, men hun har fået kam til sit smukke hår, idet der på Facebook er åbnet en gruppe, som opfordrer hende til at overlade talerstolen til Asmaa Abdol Hamid. Asmaa har jo lige meddelt, at hun ikke genopstiller, så hvorfor Johanne nu pludselig bør overlade sin plads til Asmaa, kan man kun gisne om. Det svarer jo til, at en suppleant fra Socialdemokratiet opfordrer helle Thorning Schmidt til at tage orlov, så suppleanten kan komme til! Det er ikke så svært at forestille sig, hvordan vi andre i vores parti ville reagere på den udmelding.

Nå, særlig solidarisk kan det vel næppe udlægges som.

Nu melder sig en ny kvinde på banen, Anna Rytter, muslim, men er uvæsentlig i den sammenhæng, bortset fra, at hun og Asmaa gensidigt har støttet hinanden i tykt og tyndt. Jeg havde hellere set, at Anna Rytter havde støttet Johanne, for hvorfor skal man partout støtte hinanden, bare fordi man deler religiøs opfattelse. Og igen kommer religionen så til at fylde for meget i dette parti.

Men lad os se hvordan det går, og lad os især se, hvordan Anna Rytter vil gribe ligestillingspolitikken an.

For ligestillingspolik er omdrejningspunktet for den iranske folkevalgte Jaleh Tavakoli. Hun mødte op til foredraget med den kontroversielle imam fra USA, konvertiten, der mener, at homoseksualitet skal straffes med døden, at ligestillingen mellem mand og kvinde ikke er mulig, og at muslimer og ikke-muslimer ikke kan være venner. Han skal så være rollemodel for vores unge muslimske, især drenge og unge mænd. Som jeg har skrevet i de sidste dage, kunne man have brugt de første 10 vældig gode rollemodeller, som bor her og fungerer glimrende i det danske samfund. Men foredraget med sheik Khaled Yasin havde da også sin egen dagsorden.

Jaleh formastede sig til at sætte sig ved siden af sin mand til foredraget, og  det er så forbudt, fordi dagsorden var også kønsadskillelse i salen. Jaleh endte med at forlade salen, men har heldigvis optaget råb og trusler på bånd, så man kan høre det på Youtube.

Hatten af for Jaleh, og det slog mig, at der på båndet siges, at hun skal følge loven med køndadskillelse. Hold da op, jeg troede man gik ind for individuel frihed og respekterede den frie vilje??

Nu er det så, at Enhedslistens tilhængere er så forbandet tavse, og Jaleh bliver hældt ud som en medieluder, der bare ville have opmærksomhed. Det bliver ikke modsagt, og imamens tilhængere, hvoraf mange tilhører venstrefløjen, det siger de da, får ultimativ taletid blandt venstrefløjens tilhængere.

Vi lever i et frit land, hvor det er helt legalt at knytte sig til en bestemt religion og kultur, så længe man overholder landets love. Det er ganske i sin orden, og dem skal der sandelig også være plads til. De  er borgere på lige fod med alle andre, og de kan blande sig i politik på lige fod med alle andre.

Men når man ser igennem fingre med, at strenge religiøse fejlfortolkede love skulle matche en ægte socialistisk tankegang er et paradoks af dimensioner, ganske enkelt!

Jeg har faktisk været til et møde, som imam Abdul Wahid havde arrangeret, og der sad vi kvinder og mænd sammen, og imamen gav mig hånden efter foredraget. Så der findes andre måder at praktisere den religion på. Kunne vi ikke alle sammen, også dem yderst på venstrefløjen, arbejde hen imod en ikke radikalisering af de unge. Det giver både mere forståelse for religionen, men især får vi lettere ved at inkludere de unge i samfundet. Og det er vel det, vi alle sammen gerne vil?

Af Karen West | Gemt i Kvindekamp!, Mangfoldighed, Religion | Kommentarer (8)

Sine Plambech i Politiken: Det ville være så nemt, hvis alle kvinder bare var søstersolidariske!

13. februar 2010 – 11:26

Politiken bringer i dag et interview med social antropolog og migrationforsker Sine Plambech  om de udenlandske prostituerede. Og lige for at slå fast, så mener Sine Plambech (SP) ikke, at det vil hjælpe disse kvinder at indføre forbud mod køb af sex.

Hun siger også, at langt de fleste af kvinderne ikke er handlede og dermed tvunget til sex, men har betalt penge for at komme hertil. Og de ved godt, de skal op og sælge sex.

SP undrer sig over, at det er venstrefløjen, der  er de ivrigste fortalere for et forbud, når de burde stå på arbejdernes side. De her fattige arbejderkvinder tager ud for at forsørge deres børn, og de undsiger sig andet hjælp end sundheds hjælp, når vi kommer med vores tilbud.

De sætter sig i gæld for at komme til landet og bliver  derved ofre for udnyttelse og migrationsgæld fra bagmænd.

SP siger, at et forbud sender et moralsk signal, men vil ikke have nogen effekt på, hvad de her kvinder gør med deres liv.

Nej, for det her handler om fattigdom. Moral er sikkert noget, der er forbeholdt dem, der har råd og ikke mindst dem, der kunne få et andet arbejde, som kunne give familien mad i munden.

Vi har råd til at være moralske her i landet. Vi har råd til at rynke på næsen af det lidet attraktive arbejde, det er at blive nødt til at prostituere sig for at få mad i munden og ikke mindst at brødføde sin familie.

Ville vi kunne tilbyde dem et ordentlig arbejde, når vi går ud og forbyder sexkøb?

Nej, det kan vi ikke. Vi kan beklage, at der findes så megen fattigdom i verden, at kvinder sælger sig selv for at få mad i munden. Det gør de over hele verden. De smukke og de meget heldige kan sælge sig selv dyrt og måske, måske ikke, få et liv med en god ægtemage ved sin side. Og det er da også ganske mange, der forsøger og har held hermed. Men tilbage står tusinder og atter tusinder af fattige kvinder, der ikke har andre alternativer end at være underlagt svinske bagmænd, der udnytter deres sårbare skæbne.

Som Sine Plambech siger til sidst i interviewet: Vi kan ikke regulere det her ved at forbyde at købesex. Vi bliver nødt til at være mere nuancerede.

Jo hvis man udryddede verdens fattigdom, så havde vi slet ikke problemet. Hvis vi kunne give alle de handlede kvinder et andet arbejde, men det er illusorisk.

Jeg synes, at med et forbud af købesex, lukker vi øjnene for verdens problemer. Men vi får så god samvittighed, en god moralsk samvittighed!

Kunne man forestille sig, at man i EU regi oprettede en fond, der gav disse kvinder en mulighed for at tage kurser om selvforsørgelse og så gav dem et beløb, der gjorde dem i stand til at købe jord og bolig i hjemlandet. Sådan lidt a la den økonomiske hjælp til Afrikas kvinder.

For mig er det her problem et fattigdomsproblem, og i princippet det samme, som når unge afghanske drenge lader sig købe af Taliban.

Fattigdom i verden er årsag til, at vi aldrig vil kunne udrydde hverken prostitution eller krig.

Af Karen West | Gemt i Kvindekamp!, kvindeundertrykkelse | Kommentarer (62)