| Forside | Integrationspolitik | Debat | Ligestilling |
Viden og vilje er vejen til ligestilling og ligeværdighed
Jeg vil arbejde for, at vores land bliver/forbliver et godt sted at bo, hvor mangfoldighed og multikulturel islæt bliver en styrke.
En arbejdsindsats, der sikrer en overordnet styring af integrationsindsatsen, både på vores skoler, institutioner og arbejdspladser og i de mange mere eller mindre velmenende og vellykkede projekter, der har som opgave at forbedre integrationen.
Her kan du læse om min mere detajlerede Integrationspolitik.
Jeg vil være med til at forbedre integrationen i København, især blandt de svageste grupper. Jeg vil være med til at ændre den dagsorden, der hersker på området. En dagsorden, hvor man generaliserer i stedet for at tale om den mangfoldighed, alle vore etniske minoriteter udgør. I vores multikulturelle by, fordi det er den jo efterhånden, bør vi betragte borgerne som individuelle mennesker, der, for langt de flestes vedkommende, har et udmærket liv. Enkelte grupper kan have vanskeligheder med at blive integreret, fordi de med udgangspunkt i sprogbarrierer og social adfærd ikke formår at fungere som ligeværdige medlemmer af vores velfærdssamfund. Jeg vil arbejde for at finde de tiltag og de eksisterende projekter, der har succes med at lære de svageste grupper dansk, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet. Det gælder både kvinder og mænd. Jeg vil netop arbejde for, at kvinder i den svageste gruppe får mulighed for at lære dansk, at være med til at udtænke alternative metoder til at få kontakt til disse kvinder, at integrationen ikke bliver forsinket eller forhindret af børn i maven eller på armen. Det er af altafgørende betydning, at børnene vokser op med integrerede forældre, så børnene ikke på et alt for tidligt tidspunkt vender samfundet ryggen, og dermed bliver endnu en tabt gruppe unge mennesker, der jo på et eller andet tidspunkt selv skal være rollemodeller for deres egne børn.
Hvad enten man er flygtning, indvandrer, familiesammenført eller 2. generations borger med anden etnisk baggrund er man lige så individuel, eller forskellig eller sammenlignelig, som enhver dansker med dansk baggrund. Dette er, hvad jeg vil kalde for mangfoldighed i det danske samfund. Det er ikke på hudfarve man skal vurdere sine medmennesker. Der kan være større forskel mellem en københavner og en fra Hvide Sande, end en fra Iran og en fra Vanløse. Og der er en meget stor forskel mellem en fra Pakistan og en fra Somalia. Nogle kan have en væsentlig anden kulturnorm eller for den sags skyld en anden social status, som man ikke føler, man forstår eller matcher med. Det kan være et problem, et til tider stort problem for nogle, men kernen i mit budskab er, at vi skal se positivt på mangfoldigheden og styrke den og ikke generalisere på bekostning af alle de mange nydanskere, der både kan og vil bidrage til velfærden.
Man kan fristes til at spørge, hvem føler vi, er ligeværdige borgere? Er det folk med samme sprog, med samme kulturnormer, med samme hudfarve eller samme social status?
Hvordan reagerer vi, når vi ikke behandler folk ligeværdigt. For mig at se, enten hjælper vi dem (for meget), så de bliver uselvstændige og får dermed en følelse af underdanighed, i hvert fald i begyndelsen, eller også skubber vi dem til side og regner ikke med dem. Vi magter ikke at stille krav, eller vi vil ikke bruge ressourcer på at stille forventninger til dem. Så føler de mennesker sig overflødige, vi har dem til bedste. Hvordan udvikler mennesker sig, hvis de ved, at der ikke er ligeværdighed?
Det er på tide at fokusere på problemerne, der hvor de er. Hvor og hvad er så de store udfordringer i integrationen?
Vi må erkende, at indsatsen ikke har båret frugt, i hvert fald ikke i det omfang, der er nødvendigt for at kunne bidrage til fællesskabet i et moderne samfund.
For at sikre den nødvendige integration bør vi sætte ind overfor de manglende danskkundskaber, vi nødigt erkender, stadig findes blandt nydanskere. Selv nogle 2. og 3. generations nydanskere har så store læseproblemer, at de står uden mulighed for at klare sig i et moderne samfund. De er om nogen allerede sociale tabere, inden de har afsluttet folkeskolen.
For at hindre denne fatale udvikling, må vi sætte ind med undervisning hos forældrene. Der findes områder i København, hvor nogle kvinders netværk kun består af nærmeste familie. De lever hele deres liv indenfor murene, kan ikke dansk og lever af overførelsesindkomster. Vi ved faktisk ikke, om de overhovedet er interesseret i at blive integreret, men deres børn har og vil få meget store problemer. Det ved vi, fordi vi ser resultatet af manglende integration hos især sønnerne, som vokser op med et fjendebillede af os andre. Da det altid er moderen, der går hjemme hos børnene, er det altafgørende, at moderen behersker dansk og tilegner sig viden og forståelse om det at bo i et demokratisk velfærdssamfund. Hun skal have undervisning i det øjeblik, hun sætter foden på dansk jord. Vel vidende, at der foregår danskundervisning for nydanskere, er der altså rigtig mange, der ikke kan sproget. Og hvorfor det? Fordi de ikke har mulighed for at møde op til undervisningen. Oftest skyldes det graviditeter, men også nogle misforståede kulturelle normer. I København skal det være muligt at lære dansk fra dag 1, uanset om der er et barn i maven eller på armen. Undervisningen behøver ikke at foregå på en skole, den kan for så vidt foregå alle steder, i bebyggelsen, i hjemmet eller i et beboerlokale. Vi skal være meget mere fleksible og kreativt tænkende på mulighederne for danskundervisning. I de meget kvindeundertrykkende familier kan undervisning foregå i hjemmet med familien samlet omkring bordet. Undervisningen kunne tilrettelægges med særlig egnede lærere, som selv tilhører den samme nationalitet. Man kunne arbejde med alternative metoder i undervisningen, f. eks. hvad det vil sige at bo i et velfærdssamfund. Og fortælle mændene, at de ikke mister respekt, selvom ens kone kan dansk.
Der er også ægtefæller af hankøn, der bliver familiesammenført. De har jo selvsagt en gammeldags opfattelse af ligestilling, så derfor skal de også undervises fra dag 1.
Der skal arbejdes med alternative metoder i undervisningen. Det vil blive muligt at foretage sanktioner overfor specifikt de nydanskere, der slet ikke ønsker at blive integreret.
Jamen der er jo så mange integrationstiltag, det er jo bare endnu et, som måske allerede er afprøvet?
Her kommer så det næste nøgleord ind, nemlig kvalitetssikringen af undervisningen i integrationsindsatsen. Vi skal simpelthen afdække kvaliteten af de integrationstiltag, der foregår i København. Vi bliver nødt til at udarbejde nogle standarder for kvaliteten, således at vi kan se nærmere på dem, der virker, skrotte dem, der ikke virker. Nøjagtig som de standarder for kvalitet i arbejde og produktion, man arbejder efter mange andre steder.
Når det mål er nået, vil vi forhåbentligt se en nedgang i problemerne med de utilpassede unge, der, på grund af afmagt fra forældrenes side og/eller mangel på ganske almindelig opdragelse, ikke formår at fungere i det danske samfund. Der er kun en vej ud af de sociale problemer, og det er uddannelse. Hvad enten det er praktisk eller teoretisk uddannelse. Vi skal se på kvaliteten i danskundervisningen også i folkeskolen, hvor lykkes det og hvor lykkes det ikke?
Vi skal i gang med en holdningsændring hos de konservative mænd, som bevidst holder deres koner hjemme og bort fra uddannelse. Vi må arbejde på at få dem til at indse, at de ikke mister hverken ære eller respekt, selvom deres koner lærer dansk og tager en uddannelse. De skal mødes med ligeværdighed, krav og respekt, som gerne skulle bevirke, at de hilser undervisning og uddannelse velkommen.
Det her handler ikke om de uddannede, arbejdende og velintegrerede demokratiske nydanske kvinder. De har muligheden for at sige fra. De kan klare sig, også uden manden, at det så er svært, er en anden historie. Først og fremmest skal vi nå den svage gruppe, fordi de ofte bliver gjort til fællesnævner for resten af vores mange nydanskere. Vi har en meget stor gruppe nydanskere, som fungerer glimrende, arbejder og betaler deres skat, bidrager til velfærden. De bliver afmægtige og meget vrede, når de gang på gang bliver mødt med kritik af deres indsats for at fungere i dette land.
Den sidste hurdle på vejen til integration er den manglende arbejdsplads. Det er i den grad hindrende for integrationsindsatsen, hvis vores nydanskere har taget en uddannelse og så er arbejdsmarkedet bare lukket for dem. Der skal arbejdes for en holdningsændring på det private arbejdsmarked, så det i højere grad vil ansætte nydanskere. Vi skal have de unge ud i praktik, så de oplever, at der er brug for dem på arbejdsmarkedet. Der må være/ skabes arbejdspladser med en indslusningsløn for de svageste af vore nydanskere.
Den eneste vej, der dur, for at hindre kriminalitet blandt 2. og 3. generations nydanskere, er uddannelse og arbejde. Det er først og fremmest et socialt problem, som følge af en utilsigtet opdragelse, der bevirker, at disse unge ikke er tilpasset et demokratisk velfærdssamfund med det tilbud og krav.