| Forside | Integrationspolitik | Debat | Ligestilling |
Mange veluddannede muslimske kvinder vælger en traditionelt "lukket" muslimsk klædedragt og forsvarer deres ret til et fundamentalistik kvindesyn. De kan således ikke fungere på det danske arbejdsmarked og i et demokratisk samfund, fordi de ikke må berøre fremmede mænd. De mener, at de bør skjule deres køn for omverdenen og at deres tørklæde beskytter dem mod mænds seksuelle blikke. De mener, at de danske kvinder er mere undertrykte, hvis de vælger at vise deres krop.
Vi skal oplyse denne gruppe kvinder og især deres mænd, at demokratiet kun kan overleve, hvis vi lader vores religiøse overbevisning forblive i det private rum.
Ligestilling og ligeværdighed mellem mand og kvinde uanset religiøs overbevisning
Ægte integration i Danmark kræver ligestilling, ligeværd, uddannelse og arbejde – også til alle kvinderne!
Danmark har ligestilling mellem kønnene – formelt og næsten reelt. Det gælder for alle piger og drenge, kvinder og mænd. Alle har uanset social og etnisk herkomst lige ret til skoleundervisning, uddannelse og arbejde!!
Det er min erfaring som jordemoder, at der blandt vore nydanskere er en mindre gruppe kvinder, for hvem ligestilling mellem kønnene er ikke eksisterende. Disse nydanske kvinder får af forskellige kulturelle årsager ikke mulighed for at få den fornødne danskundervisning, den fornødne uddannelse og dermed ikke nogen mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet.
Mange af disse kvinder bor i de såkaldte ghettoer og blander sig ikke i samfundet udenfor deres boligområde og for manges vedkommende heller ikke indenfor deres boligområde.
I Københavns kommune har vi de såkaldte integrationskonsulenter, der skal være med til at fremme integrationsprocessen. De gør uden tvivl et godt stykke arbejde, men de nydanske kvinder, der ikke har fået lært det danske sprog indenfor den 3-årige periode, hvor de har pligt til at følge en danskundervisning, vil uanset entusiastiske integrationskonsulenter i nærområdet, være tabere i integrationsprocessen.
Hvorfor får denne gruppe kvinder ikke lært dansk?
Der kan være mange grunde, men nogle af årsagerne kan være, at de har svært ved at komme til undervisningen på grund af graviditeter og småbørn. Der er for få undervisningstimer og det danske sprog et svært at lære, og så er det på baggrund af deres kultur ikke almindeligt, at kvinderne forlader hjemmet. Mange nydanske mænd er ikke opdraget til at passe børn og kvinderne er ikke trygge ved at overlade pasningen af småbørn til deres ægtefæller.
I disse, for os fremmede kulturmønstre, er der lang vej til ligestilling mellem kønnene.
For disse kvinder er det den samme kamp, der skal i gang, som mange af os oplevede i tresserne og halvfjerdserne, hvor kvinderne kæmpede for retten til at komme ud på arbejdsmarkedet. Vi skal blot ikke glemme, at vore nydanske kvinder ”bare lige” skal lære det danske sprog, før de overhovedet har de fornødne forudsætninger for at tage en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet. De har heller ikke mulighed for at følge børnenes undervisning i skolerne, hjælpe med lektier, deltage i forældremøderne, opdrage børnene til den danske kultur osv. osv. Hvis vi i landets største kommune, København, skal sikre, at alle børn af nydanske borgere, bliver velintegreret både hvad angår skolekundskaber og kulturel forståelse, skal vi i Københavns kommune skabe mulighed for at finde alternative metoder til en succesfuld danskundervisning, også for de nydanske kvinder. Man kunne flytte danskundervisningen ud i boligområderne, så hele familien kan og skal deltage sammen med undervisere og integrationskonsulenter. Så vil man nå denne gruppe af nydanske kvinder, deres småbørn, deres ægtefæller og uanset kulturel og religiøs overbevisning sikre, at integration også handler om lige ret til viden og uddannelse.
Vi har i Danmark besluttet, at vi ikke vil have sproglige ghettoer! Dette skyldes at arbejdsmarkedet i Danmark stiller meget store krav til uddannelse og parathed. Hvis man accepterer manglende sprogkundskaber og kulturel indelukkethed, så accepterer man også, at antallet af personer på overførselsindkomst stiger. Og det accepterer socialdemokrater ikke! Det danske velfærdssamfund kræver, at hele den arbejdsdygtige befolkning bidrager til fællesskabet – og ikke at forglemme: Det er en del af velfærden, at alle har ret til et arbejdsliv – mænd og kvinder.